all gallows
Devils Gun - Dirty n Damned

Dirty n Damned

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Svensken har begået en gang solid ølmarineret, festlig 80’er metal som Mötley Crüe ville være stolte af. Desværre bliver øllen lidt for hurtig doven.

Kom til fest med Devil’s Gun

Fra det sydsvenske Växjö kommer Devil’s Gun buldrende uden hæmninger, med et debutalbum de kalder Dirty n Damned og som de selv refererer til som blandt andet ”beer drinking heavy metal”. Bandet står ved at være inspireret af blandt andre Motörhead og Accept og især sidstnævnte havde det også været useriøst ikke at stå ved, vokalen taget i betragtning. Mere om det senere.

Albummet er velspillet og velproduceret. Bandet har på ingen måde været i tvivl om, hvad de ville med det her album, eller hvordan de skulle gøre det. De ved også godt selv, at de lyder som noget durk ud af 80’erne, bedst illustreret i nummeret ”Spitfire” hvor man pludselig hører temaet fra filmen Top Gun – I ved nok, den der kopi af Cocktail med Tom Cruise, bare med jagerfly og motorcykler, så drengene ikke behøvede at forklare hvorfor de købte en biografbillet til dét show.

Kunsten at lægge hårdt ud og holde kadencen

Dirty n Damned åbner ballet med sangen ”Hot Rock City”, som bestemt ikke efterlader nogen tvivl om, hvad der venter. Her er fest for alle pengene og jeg var klar til at finde denimvesten frem, bunde en flaske Jack D og sige mit job op – alt sammen inden morgenmaden. Der bliver med andre ord lagt fra land med manér.

Men faren ved at lægge så hårdt ud, er at det er mere end almindeligt svært at holde kadencen og det må Devil’s Gun også indse. Albummet er som sådan helstøbt og uden decideret dårlige sange, men efter ”Hot Rock City” og ”Spitfire” er det lidt som om, man har hørt det. Måske er jeg slet ikke så glad for 80’er metal som jeg tror, måske er jeg alligevel blevet for gammel til at drikke Jack D til mine havregryn, eller måske har Devil’s Gun en modningsproces som band til gode?

Tag ikke fejl! Der er lutter fede riffs, soli og fest fra ende til anden. Men ser man bort fra en rimelig afveksling mellem up-tempo og lidt tungere sange, så er det altså svært at bevare begejstringen hele albummet igennem. En ting er, at sangene åbenlyst er skåret over samme skabelon, det har andre haft endog meget stor succes med tidligere. Noget andet er at Joakim Hermanssons vokal – som bandet selv kalder unik – langt det meste af tiden lyder som om han parodierer enten Udo fra Accept eller Brian Johnson fra AC/DC – eller dem begge på én gang. Den meget skingre, let forvrængede vokal bliver alt for sjældent afløst af den lidt dybere, mere nærværende vokal, som man eksempelvis kort hører i nummeret ”Born to Lose”.

En uundværlig del af din næste fest-playliste

Dirty n Damned er én lang, ubønhørlig fest som kan køre selv Mötley Crüe trætte og drikke Keith Richards under. De velspillede numre er hver især fede og festlige, men et helt album er alligevel for meget af det gode. Devil’s Gun har uden tvivl potentiale til mere og jeg håber at de tør udfordre deres lyttere lidt mere næste gang, med et større repertoire i sangskrivningen.

Albummet er imidlertid velskrevet nok til, at man ikke behøver udvælge sange, men glat væk kan smide hele skidtet på en playliste sammen med 500 andre heavysange og så vil hvert nummer formodentlig blive mødt med fællesskrål og bægerklang. Det er en festlig omgang, men øllen bliver altså lidt doven til sidst.

6 fordrukne, svimle og væltede kranier med massive tømmermænd kan det blive til.

Tracklist

  1. Hot Rock City
  2. Spitfire
  3. Let em Ride
  4. Run Through the Night
  5. Dirty n Damned
  6. Radio Attack
  7. Wasted
  8. Break The Ice
  9. Born to Lose
  10. Midnight Crowd
  11. Sacrifice
Imusic

Tilføj kommentar