Når selv Judas er skuffet, så ved man, at den er helt gal
Judas Iskariot er afgjort en af de mest, hvis ikke den mest, interessante karakterer fra Det Nye Testamente, primært fordi han ikke er en totalt todimensionel karakter. ’Judas Paradox’ er en reference til mandens forræderi, for hvis ikke han havde forrådt Jesus, ja, så havde kristendommen næppe fået helt samme gennemslagskraft, og hele genopstandelsesmyten kunne man godt have pakket sammen. Derfor er Judas en af kristendommens mest essentielle figurer – selvom det nok er de færreste gejstlige, der vil indrømme det. Det er da bestemt heller ikke første – og næppe sidste – gang, at Iskariot er blevet brugt som inspirationskilde hos metalbands, for historien om ærkeforræderen er da utroligt oplagt, især når man nu hedder God Dethroned. Det er dog desværre nok den mest ligegyldige omgang, som Judas endnu har måttet stå model til.
Selv mastodonten uddøde
God Dethroned er en mastodont og en grundpille, når det kommer til hollandsk ekstremmetal. I årtier har Henri Sattler og co. udgivet den ene hæsblæsende og iltre omgang musik efter den anden, hvoraf deres førsteverdensskrigstrilogi må siges at være deres højdepunkt. The Judas Paradox minder om tidligere udgivelser, altså klassisk sort dødsmetal fra vindmøllernes land fyldt med diverse blasfemiske aspekter. Man skal derfor ikke lede efter nye ideer eller generel nytænkning på denne skive. Heldigvis er den slags ikke et lovkrav, og god musik kan sagtens være tordnende uoriginal, så længe den er, ja, god. Desværre er der ikke rigtigt nogen god musik at finde på denne skive. Sangskrivningen er doven og banal, mixet og produktionen amatøragtig, og forsøget på at camouflere Sattlers pensionsklare vokal med en masse effekter er decideret patetisk. God Dethroned lyder her mestendels som et dårligt coverband af sig selv, og det er helt utroligt uskønt. Musikken mangler den gennemslagskraft og de melodiske riffs, som bandet ellers altid har været kendt for, og i stedet står man med en ugidelig omgang mudder. Allerede da bandet udgav førstesinglen “Asmodeus”, som virkeligt ikke var ret spændende, skulle man have lugtet lunten. Utroligt nok er det et af de, overordnet set, bedre numre på pladen. Det piner mig egentlig at skulle skrive så negative sandheder om bandet, for jeg kan helt oprigtigt godt lide God Dethroned; The World Ablaze var en sublim udgivelse – og nok et af mine favoritalbummer til dato, når det gælder blackened death, så hvad fanden er der dog sket? Man kan kun gisne, men det virker mestendels til, at The Judas Paradox kun eksisterer, fordi bandets label har sagt, det skulle – for jeg har svært ved at tro på, at bandet selv er tilfredse med denne her omgang nonsens. Jo jo, der er da momenter hist og pist, som er tenderende udmærkede. Titelsangen og ”Rat Kingdom” er da begge ganske fine, men overordnet set er albummet noget juks, og man sidder hele tiden og ønsker at blive præsenteret for materiale på niveau med, hvad bandet tidligere har præsteret, desværre.
Sidste mand lukker og slukker
Én ting er sikkert, og det er, at det altså ikke er med denne her udgivelse, det lykkes de hollandske musikere at vælte Vorherre af pinden. Hvis ikke det var, fordi samtlige singler, bander udgav op til udgivelsesdatoen, havde varslet, at det her album ville være en gedigen skuffelse, så havde jeg nok været både mere vred og skuffet over det totale fravær af kvalitet. Men da bandet jo selv, stille og roligt, afslørede sig selv, ja, så er det svært rigtigt at hidse sig op. Man kan kun håbe, at det er af markant højere kvalitet, næste gang de herrer bakser noget sammen, ellers er det måske på tide at lukke og slukke – for tredje gang.
