Mountiemetal
De canadiske deathcore helte i Despised Icon, meddelte i 2010 de ville trække sig fra musikscenen, da livet på landevejen ikke gik op med livet derhjemme og selvom et par stykker af dem sluttede sig til, eller selv dannede nye bands, var det desværre slut med de vredeste canadiere verden nogensinde har set.
Bidske bæster
Men intet varer evigt og her, seks år senere, er Despised Icon tilbage med deres lige-på-og-hårde deathcore på albummet Beast. Det er hverken nyskabende, nytænkende eller specielt raffineret, men til gengæld lyder de præcis som de altid har gjort. Og tak metalguderne for det, for nogle gange har man altså bare brug for at få blæst hovedet af uden at skulle trækkes med hverken elektroniske mellemstykker eller clean vocals. Jeg tror faktisk det tætteste vi kommer på rene vokaler, er andenstemmen leveret af Alex Erian, der minder om et lille bidsk dyr. Hans growl er pitched perfekt sammen med forsangeren Steve Marois, der som altid lyder som om han har lyst til at brække samtlige knogler i kroppen på dig. Selvom de to nogle gange lyder som en miniudgave af det for –core genren klassiske bøllekor, så går de to virkelig godt i spænd og vokalerne byder på både habile pigsqueals og den hæse råben der minder om de dybe rødder alt det her har i ikke blot dødsmetal, men også i punk.
For den er i høj grad også at finde på dette, deres comeback album. DI har altid spillet deathcore i den tunge ende, men på dette album har jeg flere steder bidt mærke i det bliver meget mere punket, næsten thrashet og det er tilmed fordelt over hele pladen, ikke blot et enkelt nummer. Det får det til at fremstå mindre som et gimmick og mere som om det er en del af planen. Og det virker sgu’ meget godt. Jeg kan fremhæve positive ting ved alle numrene, som f.eks soloen i ”Drapeau Noir”, de episke squeals i ”Bad Vibes” og det øresønderrivende skrig der runder det glimrende ”One Last Martini” af - faktisk har jeg ikke mange dårlige ting at sige om det her album.
Ja og så alligevel nej
Men hvorfor så den lunkne karakter? Fordi når du som band holder en pause på seks år, forventer vi af dig du kommer med en udgivelse der trækker vores tænder ud og sælger guldfyldningerne tilbage til os. Alting lyder som det skal og mere eller mindre som det altid har gjort, tungt og brutalt, men netop det er min anke. Der er ikke sket meget nyt i Camp Despised og man fristes til at spørge om de overhovedet har hørt musik siden ’09. Man kan argumentere for om man overhovedet skal pille ved noget der fungerer og på den ene side nej, for Despised Icon er et af de mest genkendelige bands når det gælder brutal deathcore - men på den anden side bliver man altså også nødt til at udvikle sig for ikke at stagnere. Det gælder især når man kommer tilbage efter lang tids fravær og skal samle op på en genre der har udviklet sig en del siden vi sidst hørte fra dem - det er ikke nok bare at skrue på punkknappen. Men når alt er sagt og gjort, skal jeg være den første til at byde dem velkommen tilbage på tronen af deathcore, for de kan stadig.
Kommentarer (2)
UMUR
Indlæg: 93
Damn...jeg synes det her, er
Damn...jeg synes det her, er et fedt album, og jeg er ellers ikke den store deathcore fan, men de klare hardcore referencer og tekniske deathgrind passager spiller rigtigt fedt sammen.
Cecilie Roos
Tidligere anmelder
Indlæg: 37
Ja ikke? De har aldrig været
Ja ikke? De har aldrig været mine favoritter indenfor kategorien deathcore, men det kan de altså godt gå hen og blive efter det her album...