NOTBA4
Desaster - The Arts of Destruction

The Arts of Destruction

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Thrash metal
Spilletid:47.03
Antal numre:12

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tyske Desaster har været i gang siden slutfirserne og har således været en aktør på den tyske undergrundsscene i mange år, hvor de har været en vigtig del af den mere rå thrash metal.

The Arts of Destruction, som på de foregående udgivelser, bydes der på hadsk og satanisk black thrash. Black thrash kan godt gå hen og blive ret en-dimensionelt, og det er selvfølgeligt noget, som mange ser som en positiv kvalitet, mens andre finder det monotont og kedeligt. Det behøver Desaster ikke at bekymre sig om, da de på denne skive formår at fange det primitive og energiske, der udgør kernen i black thrash, og samtidigt at sikre, at albummet som helhed er varieret.

Efter en mørk og episk intro plus skivens første egentlige nummer, som også er skivens titelsang - og som er en all out black metal-sag med et mere old school metal mellemstykke - afsløres Desasters kernestil i nummeret "Lacerate With Hands of Doom", som er en uptempo thrash metal sang, der bygger på nogle enkelte, men effektive riffs - hvoraf nogle ligefrem er melodiske i det. Det melodiske udforskes yderligere i "Phantom Funeral" og den episke og ligeledes black metal-orienterede "Possessed and Defiled", mens "Splendour of the Idols" er ganske tung. Resten af albummet udgøres stortset af hurtige og aggressive thrash metal numre, der kan sammenlignes med tidlig Slayer og tidlig Sacred Reich samt Sodom og Destruction (og det er bestemt ikke ringe) - og der dukker også enkelte melodiske power-thrash elementer og galloperende guitarer op nu og da, hvilket egentligt beriger det samlede indtryk, man får af The Arts of Destruction.

Produktionen er ikke ligefrem poleret, men kan heller ikke siges at være rå. Der er masser af rumklang på guitar og vokal, hvilket sikkert er en taktik, der skal tjene at emulere firsernes typiske produktion. Vokalen lyder som en blanding af Patrick Mameli fra Pestilence og Chuck Schuldiner på de tidlige Death-skiver, så der er nok nogle lyttere, der vil finde vokalen en smule belastende.

I det store hele er der tale om en glimrende udgivelse i The Arts of Destruction; den er ond og primitive, men stadig varieret og til tider melodisk, og den vil sikkert appellere til både fans af primitiv black thrash, mere melodisk thrash og black metal.

Tilføj kommentar