Vinylbanner
Demons & Wizards - III

III

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Spilletid:1:04:45
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Rollespilsrus

Da Ringenes Herre-filmene hittede omkring 2001-2003, var denne anmelder en ung knægt med en livlig forestillingsevne, der konstant rendte rundt i et fantasiunivers af sværd, trolddom, drager og lignende. Midt i mit Ringenes Herre-rave faldt jeg over bandet Blind Guardian, da de havde lavet et nummer, der ganske enkelt hed ”Lord of the Rings”. Nummeret gjorde noget af et indtryk, og især vokalisten, Hansi Kürsch, gjorde sig bemærket. Af diverse årsager fik jeg dog aldrig rigtig stiftet bekendtskab med Hansis sideprojekt før nu. Har det så været en god oplevelse?

En power metal-plade uden særlig meget power

Alt i alt er III en ok, men også en lidt dvask oplevelse. De to personer bag projektet er et par erfarne herrer, nærmere bestemt Jon Schaffer fra Iced Earth og tidligere nævnte Hansi fra Blind Guardian. Med sig har de to krigshærgede power metal-generaler et trofast regiment af studiemusikere til at hjælpe til. Numrene på III består af en desværre lidt kedelig omgang power metal, der kører lige efter bogen. Sangene er ikke særlig interessante, hurtige eller teknisk imponerende, men primært mid-tempo metal med akustiske passager i ny og næ. Det er altså lidt gammeldags og mat metal, der er tale om, leveret af nogle gamle gutter der ikke rigtig forsøger at imponere med deres tekniske kunnen. Mest bemærkelsesværdig er den tyske sanger. Hansi må siges at være en virkelig god vokalist med en meget speciel og karismatisk stemme; og lige præcis hans præstationer bliver direkte rørende indimellem. Det er faktisk den tyske troubadours unikke stemme og vokalarbejde, der trækker pladen op; resten af bandet holder sig mest i baggrunden og tøffer relativt langsomt og fredsommeligt derudad. I ny og næ er der nogle gode guitarsoloer, blandt andet på numrene ”Split” og ”Timeless Spirit”, men det er sjældent, at musikerne formår at gribe ens opmærksomhed.

Der er dog et par enkelte numre, der skiller sig lidt ud. Et nummer som ”Wolves in Winter” rykker virkelig; det har et pumpende, simpelt og meget stilrent riff, der virkelig brænder sig fast i hjernen. Omkvædet i dette nummer er tilmed enormt fængende, så det er et nummer, der huskes, når cd’en er slut. ”Diabolic” er et andet nummer med lidt gang i den, men som helhed er pladen dog temmelig sløv; enkelte passager hænger ved, men det meste af musikken passerer bare forbi.

Stadig ingen lyst til at drage ud på quest

Selvom numrene ikke rigtig imponerer, er det hele dog sat udmærket sammen. Det er et produkt, som Hansi og Jon godt kan være bekendt. Jeg tror, pladen er god at have i baggrunden til en aften, hvor der skal spilles Warhammer eller Dungeons & Dragons. Der skal dog lidt mere gang i den, før man som lytter bliver grebet af fantasystemningen, ifører sig sin rustning og bevæger sig ud for at udføre en heroisk dåd.

Tracklist

  1. Diabolic
  2. Invincible
  3. Wolves in Winter
  4. Final Warning
  5. Timeless Spirit
  6. Dark Side of Her Majesty
  7. Midas Disease
  8. New Dawn
  9. Universal Truth
  10. Split
  11. Children of Cain
Metalvinyl

Tilføj kommentar