Den legendariske sanger synger fantastisk på rodet soloalbum
Utrættelig
Efterhånden som mægtige Twisted Sister står med halvandet ben i graven, fortsætter den ikoniske og utrættelige frontmand Dee Snider ufortrødent. På dette tredje soloalbum har han rottet sig sammen med komponist Damon Ranger, som er kendt for sit bidrag til storfilmen “Pi’s Liv” samt samarbejdet med Kanye West. Denne cocktail er der kommet en ret rodet, middelmådig plade ud af.
Ustruktureret
“Heavy metal fans are not going to like this album”. Sådan sagde Dee Snider til magasinet Classic Rock umiddelbart inden udgivelsen af We Are The Ones. Og ja, forventer man kompromisløs hard rock og klassisk heavy metal i stil med Twisted Sisters høje standard, bliver man slemt skuffet. Skiven er en ordentlig omgang spredt fægtning, der trods sine kun 36 minutters spilletid fordelt på ti numre formår at efterlade lytteren temmelig stilforvirret.
Man er forholdsvis fortrøstningsfuld efter først at have hørt henholdsvis det glimrende titelnummer og dernæst den Billy Idol’ske “Over Again” som starter skiven. Men inden længe begynder det at blive rodet. Særligt nummeret “Rule The World” er en forfærdelig omgang andenrangs-stadionrock, der snildt kunne have været et Coldplay-nummer. Hvad skete der dér, mr. Snider? Herefter får vi pladens nok mest interessante skæring; Twisted Sister-klassikeren “We’re Not Gonna Take It” – i akustisk version med kun en pianist til at støtte vores kære hovedperson. Hvor underligt det end må lyde for alle os, der elsker det nummer, fungerer det faktisk overraskende godt, og det er også her, vi får smagsprøver på, hvor vanvittig dygtig en sanger Dee Snider er. Dette nummer er et must at lytte til. Hvis ikke for at høre det anderledes indslag, som nummeret unægteligt er, så i hvert fald for at høre en af historiens bedste rocksangere give den fuld gas. Det holder!
Skiven fortsætter med en håndfuld ret uinteressante numre. “Crazy For Nothing” lyder så meget som Foo Fighters, at man skulle tro, det var tyvstjålet. “Believe” er et decideret stygt nummer, der leder tankerne hen på bandet Imagine Dragons, og endelig “Head Like A Hole”, som undtagelsesvis er et udmærket cover af et godt NIN-nummer. Spørgsmålet er bare, hvordan man er kommet frem til, at dette nummer hænger sammen med resten af albummet?
Usammenhængende
We Are The Ones er en ordentlig omgang blandede bolsjer, hvor det kun er lidt under halvdelen, der smager godt, og et par stykker, der hurtigt spyttes ud. På de numre, hvor stilen ligger tættest på den genre, vi kender Dee Snider fra, nyder man hans unikke stemme og uforlignelige rå power. Jeg er på sin vis glad for at have hørt dette album, men jeg ved også, at jeg ikke kommer til at høre det igen. Jeg ønsker at huske Dee Snider som en af rockens bedste stemmer, og derfor vil jeg nu hive alt det gamle Twisted Sister ned fra hylden og skamlytte det, så det ikke bliver We Are The Ones, der fremstår mest friskt i min erindring.
Karaktermæssigt er der nogle skæringer, der trækker mod den grimme ende af skalaen, men Dees stemme trækker kraftfuldt og potent i den modsatte retning. Vi lander på seks kranier.
