Daylight Robbery - Cross Your Heart

Cross Your Heart

· Udkom

Type:Album
Genrer:Punk, Hard rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Engelsk melodisk heavy er kliché – med stil.

Cross Your Heart er debutalbummet fra engelske Daylight Robbery. De fire engelske herrer spiller underproduceret melodisk heavy metal tilsat hard rock-elementer, fængende omkvæd samt så meget kliché, at det halve kunne være nok. Utroligt nok er resultatet virkelig vellykket.

Det mest åbenlyse ved Cross Your Heart, er hvor ekstremt smadret lyden er. Det bidrager til helhedsindtrykket af en omgang virkelig old school melodisk heavy. Forsanger Tonys rene vokal passer fuldkommen til dette, han har en typisk rusten heavy-vokal, og kan komme meget højt op i tonerne (hvilket jeg dog synes at han skal holde sig fra fremover). Alle sangene har den klassiske vers-omkvæd-vers-guitarsolo-opbygning, og Daylight Robbery er ikke så eksperimenterende, men til gengæld har de 100 % styr på, hvad de laver.

Daylight Robberys musik er utrolig simpelt og ligetil, og på trods af at heavy metal er en genre, der ikke tåler så meget variation, så klarer de det godt. Mange af sangene er på grænsen til hard rock, mens nogle igen er mere melodiske end andre. Et nummer som "She’s Got Me Misunderstood" er virkelig hårdt og gennemført heavy. På mange måder har Daylight Robbery taget den oprindelige heavy metals sjæl, og sat den ind i et moderne perspektiv med Cross Your Heart.

Cross Your Heart byder på klassisk melodisk heavy metal og en del rigtig gode numre, heriblandt "The Perfect Storm" og "While You Were Sleeping". Og når nu albummet er så kliché, er der selvfølgelig også den obligatoriske ballade, "Crossing the Great Divide". Normalt bryder jeg mig ikke så meget om netop heavy fordi jeg synes det er for blødt og for kedeligt, men Daylight Robbery formår at holde albummet interessant hele vejen igennem, fordi de varierer så meget.

Trackliste: 01. Shame on You 02. Cross Your Heart 03. The Perfect Storm 04. While You Were Sleeping 05. Crossing the Great Divide 06. Real Love Is the Answer 07. Reunite 08. She’s God Me Understood 09. 1000 Pints of Light 10. Line of Fire