Dawn of Solace er en slags sideprojekt for multiinstrumentalisten Tumas Saukonen, der også er hovedmanden bag bandet Before the Dawn. Jeg har ikke lyttet på sidstnævnte og kan derfor ikke sammenligne de to projekter, men angiveligt skulle det være de mere langsomme, dystre, melodiske ting, der er blevet filtreret ud fra Before the Dawn og er havnet på Dawn of Solaces debut, "The Darkness". Musikken kan generelt beskrives som en blanding af melodød med træk af Opeth, goth-inspireret metal, der godt kan vække associationer til Katatonia enkelte steder, og mere doom-agtige passager. Vokalen veksler mellem ren vokal og growl, og produktionen er meget flot, klar og med en god bund, der både støtter op omkring de fredelige, akustiske passager og de tunge, bastante metalsteder.
Albummet starter helt stille, nærmest ambient-agtigt med det stemningsfulde "Dying Daylight", hvorefter vi får en spændende, kontrastfyldt blanding af goth og melodød på "Wings of Darkness" – måden hvorpå der pludselig skrues op for volumen i starten af nummeret er rigtig fed. Herefter kommer der lidt mere normal melodød med growl på "I Was Never There", mens man aner en Jonas Renkse-inspiration i vokalen på "Dead Air" (der dog musikalsk minder mere om en langsom udgave af Opeth). "I Am Chaos, I Am Destruction" er en noget mindre interessant, doom-/sludge-agtig ting, der har for lidt harmonisk variation til at holde min interesse fanget. Netop den manglende harmoniske spændvidde er det største problem ved "The Darkness". De sidste tre numre, den stille akustiske "Winter Song", den noget Opeth-inspirerede "Wrath of Gods Amongst Us" og den stille instrumentale afslutning, "Avalanche" kører alle sammen i de samme harmonier (både inden for hvert enkelt nummer og numrene imellem). Det gør, at jeg hurtigt bliver lidt rastløs af at lytte til Dawn of Solace, også selv om albummet er så relativt kort.
"The Darkness" er ikke noget dårligt produkt, men det er efter min mening bare ikke rigtig vellykket, og det er svært helt at finde ud af, hvordan man skal lytte til det. Som melodød er det i sin helhed for kedeligt, og som sludge eller doom er det ikke helt stemningsfuldt nok. Men den tekniske udførelse lader ikke noget tilbage at ønske, så lyt og døm selv, hvis du holder af de ovennævnte referencer.
