Oppe i Norge …

Af de klassiske norske black metal-bands er Darkthrone så absolut det, jeg har lyttet mindst til. Af en eller anden årsag smuttede de altid under radaren, og i stedet fik Mayhem, Burzum, Immortal og Emperor lov at fylde. Det har dog ikke noget med Fenriz og Nocturno at gøre, men jeg har kun to ører, og der er nu engang kun 24 timer på et døgn. Det, der dog er med netop Darkthrone kontra de førnævnte navne, er, at man aldrig rigtig ved, hvad man får fra de to norske fjeldgubber, før man sidder med albummet i hænderne og ørerne. Er der old school trve på menuen? Måske speed? Crust-punk? Eller doom? Ingen ved det, og jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt Fenriz og Nocturno selv helt vidste det.

En glemt tidskapsel

Fenriz har gang på gang udtalt, at 1970’erne var det bedste årti for trommespil. Det virker til, at bandet har dissekeret den sætning og nået frem til, at 1970’erne var det bedste årti – punktum! For novra, hvor lyder Eternal Hails som et album fra 1971 og ikke fra 2021 – komplet med uld og mudder i lydmixet samt sange så lange, ufokuserede og retningsløse, at det næsten må skyldes alt for megen bøllehø. Albummet stinker af glemte Black Sabbath-, Pentagram-, Cathedral- og Celtic Frost-demoer. Så hvis man sad og håbede på en efterfølger til Transilvanian Hunger, må man gå herfra noget slukøret, var man derimod fan af den retning, bandet valgte at gå på Old Star, bør man nok se frem til Darkthrones 18. udgivelse.

Som tidligere skrevet er samtlige numre på Eternal Hails lange, det korteste på ”kun” syv minutter, og det er altså ikke hver gang, Darkthrone mestrer at udnytte tiden optimalt. ”Hate Cloak” er for eksempel uhyrlig repetitivt i en sådan grad, at man ender med at råbe ”KOM NU VIDERE!”, mens ”Voyage to a Northpole Adrift”, som er det længste nummer på albummet, fungerer fra start til slut og har en charmerende NWOBHM-stemning, samtidig med at Nocturno beviser, at han altså ikke er helt ueffen på en guitar her, da han leverer en superfin – og max old school – solo, som ville få A Blaze In The Northern Sky-puritanere til at tage sig til pentagrammet og dejse omkuld i ren forargelse. Derudover er vi nødt til lige at snakke om albummets lukker, ”Lost Arcane City of Uppakra”, som nok er det mest ”blackede”-nummer. Her får vi fortællingen om landsbyen Uppåkra, en form for hedensk Roanoke, hvor vikingerne tabte til de skurkagtige kristne, og så noget nonsens om en satanisk kraft fra en ældgammel høj – ja, det er ikke Shakespeare. Men lyrikken kombineret med de sidste fire minutter af sangen, som består af spoken-word på norsk og en masse syret synth, minder utroligt meget om de albums, Varg sad og legede med i fængslet.

Det virker altså ikke helt til, at duoen har haft en decideret rød tråd eller plan for, hvor musikken skulle hen, hvilket på sin vis har en ungdommelig og naiv charme, der desuden passer ind i hele doom-konceptet. Men lidt af charmen forsvinder altså igen som dug for solen, når man opdager, at albummets største problem er mangel på identitet. For numre som ”Hate Cloak”, ”His Masters Voice” og ”Wake of the Awakened” er for ens, og trods deres alt for lange spilletid, så havde de måske fungeret bedre, hvis de havde været ét langt nummer.

Koselig …

Darkthrone er blevet voksne og magelige – de har hygget sig lidt for meget med at lave Eternal Hails og glemt den kritiske brille. Der er intet farligt eller provokerende over udgivelse nummer 18, i stedet er der en bunke riffs og rytmer, som kan tolkes som en homage til deres barndomshelte. Så hvis du ikke allerede er på Darkthrone-vognen, så kommer du det ikke med Eternal Hails.