Der skete meget i Norge dengang
I 1999 var der gået tre år, siden Darkthrones sjette studiealbum, Total Death, udkom (det var i øvrigt en langt mere vellykket udgivelse, end den ofte får kredit for, men det er en anden historie). Efter seks år med en LP hvert år skulle der altså gå hele tre, før det syvende Darkthrone-album kom på gaden. Noget kunne derfor tyde på, at d’herrer Fenris og Nocturno Culto i sluthalvfemserne var en duo i vildrede. Vidste de mon selv, hvor de ville hen? Den norske andenbølgeblack var jo på det tidspunkt på vej i alle mulige og umulige retninger. Samme år, som resulatet af de tre års venten, Ravishing Grimness, udkom, udgav Immortal et af scenens allerbedste album, At the Heart of Winter. Satyricon bidrog med Rebel Extravaganza, Kampfar med Fra Underverdenen, Emperor med IX Equilibrium, Dødheimsgard med 666 International, og Dimmu Borgir med Spiritual Black Dimensions. Vidt forskellige udgivelser, som nok havde fortjent at være med i Heavymetal.dk’s gennemgang af udgivelser, der som os fylder 25 i år. Så det skortede altså hverken på kvalitet eller nytænkning fra den norske scene i 99, og så hører det endda med til billedet, at Enslaved samtidig var i gang med mesterværket Mardraum, og at Ulver var ved at gå helt nye veje med Perdition City – begge udgivelser, der udkom året efter. Og hvad gjorde Darkthrone så, en af den norske scenes bannerførere? Jo de brugte, groft sagt, tre år på at bikse karrierens indtil da ringeste udgivelse sammen.
Starter med en tilståelse
Tonen på Ravishing Grimness sættes fra starten med åbningsnummeret ”Lifeless”, der mest af alt fremstår som en tilståelsessag. For det skulle hurtigt vise sig, at der stort set intet liv var i dette stykke venstrehåndsarbejde, nummer som album. Musikken på ”Lifeless” stod Nocturno for, ligesom det meste af albummet i øvrigt, og det kunne mærkes. Langsomme trommer, gumpetunge riffs og en irriterende piskelyd er stort set alt, dette nummer har at byde på. Det eneste positive i denne næsten seks minutters opvisning i livløshed er en dejlig beskidt guitartone og så et hurtigt, og kort, c-stykke, der viser, hvad Darkthrone faktisk stadig kan. Det samme sker på “Across the Vacuum”, der starter ustyrligt kedeligt, men tre minutter inde forkæles vi endeligt med et fedt temposkift og et lækkert groovy riff, der brat river lytteren ud af kedsomheden. Det varer desværre ikke længe, før øjenlågene begynder at hænge igen.
Det gør de også på ”Ravishing Grimness”, og her 25 år efter er der stadig ikke ret meget i dette komplet ligegyldige titelnummer, der hænger fast i hukommelsen. Lidt mere energi end på ”Lifeless” er der da, men lige så lidt fantasi. ”The Beast” byder heller ikke på meget fantasi, men derimod på Motörhead-riffs. Desværre var der åbenbart kun adgang til de bagerste hylder på Lemmys overskudslager.
Eneste helstøbte lyspunkt på Darkthrones syvende studiealbum er ”The Claws of Time”, hvor vi får et ukarakteristisk sørgmodigt og melodisk riff. Det varieres fint med et hurtigere et af slagsen, men ”Claws” som helhed kunne nok i højere grad være bygget op om albummets klart bedste riff. Et andet lille lyspunkt er, at de fleste af sangene slutter på en måde, så man fornemmer, at de er indspillet live i studiet, og det får det til at virke organisk og levende. Denne lille detalje drunker desværre i det samlede kedelige indtryk.
Ingen dårlige undskyldninger!
En stor del af forklaringen på det pauvre resultat var jo nok, at både Fenris og Nocturno Culto var optaget af andre projekter i de år, men det undskylder ikke, at man spytter uinspireret metervare ud. Darkthrone har lavet flere mesterværker, men desværre også mange ’low effort’-udgivelser i deres snart 40-årige karriere, men Ravishing Grimness hører til blandt de værste. Der må gerne gå 25 år igen, før jeg er tvunget til at lytte til den næste gang.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel lytte til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14
