Italienske Daedalus spiller, som så mange andre italienske bands før dem, melodisk, noget Dream Theater-inspireret musik prog rock med keyboard og guitar spillende tæt sammen og masser af små finurlige rytmeskift.
De italienske musikanter spiller såmænd ganske udemærket, men de spiller en type musik, der er hørt alt for mange gange før, og gør det med en lyd, der ligeledes er blevet hørt alt for mange gange før. Der er med andre ord tale om en temmelig kedelig omgang - Dream Theater er nu engang bedre til at være Dream Theater end deres fans er, og dette bliver også bevist på dette album.
Hvis man har en umættelig hunger for prog rock (kan man overhovedet kalde noget så bagudskuende som det her progressivt?), vil man muligvis sætte pris på Daedalus. Personligt finder jeg det trættende at høre relativt avanceret musik spillet med sådan en mangel på originalitet.