Cynic - Ascension Codes

Ascension Codes

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:18

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Turbulente Cynic

Legendariske Cynic er et unikum i metal. De var spidsen af progressiv dødsmetal med deres tidlige demoer, medlemmer medvirkede på mastodontalbummet Human af Death, lavede musikalske triumfer med deres elegante riffs, jazzede rytmer og spacey computervokal. Således er både debutalbummet Focus fra 1993 og opfølgeren Traced in Air fra 2006 store mesterværker og har sin helt egen niche i dødsmetallen. Kender man ikke Cynic, har bandet også været omgivet af drama. Fra logistiske problemer og offentlige uenigheder mens bandet var opløst (mellem ’93 og ’06) til kritiske opråb om metal og dennes status i forbindelse med, at Paul Masvidal og Sean Reinert i 2014 offentliggjorde, at de var homoseksuelle i en meget maskulin genre. Men op til udgivelsen af nyeste udspil, Ascension Codes, har det alligevel været det mest dramatiske. To af bandets primære tre medlemmer, trommeslager Sean Reinert og bassist Sean Malone, afgik begge tragisk ved døden i 2020 som følge af henholdsvis sygdom og selvmord. Det er derfor op til guitarist/sanger Paul Masvidal og hans nye makker Matt Lynch at drive bandet videre. Sidste album, Kindly Bent to Free Us fra 2014, var for mig et musikalsk lavpunkt for Cynic, som blev for eksperimenterende, og jeg har ikke siden Traced in Air hørt noget fra bandet, som tiltalte mig. Det er dog med forsigtig optimisme, at jeg håber på et mirakel med nyeste udspil, Ascension Codes.

Sporadiske lækkerier

Allerede fra start er det tydeligt, at Masvidal gennemsyrer Ascension Codes med sin meget spacey og spirituelle tilgang til musikken. Men robotvokalen er intakt, og ligeledes er de glidende og så elegante riffs. Dette ER unægteligt Cynic. Med både komposition og produktion ønsker Cynic at tage os på en regulær rumrejse, som de har gjort før. Men hvor Traced in Air var propfyldt med en dynamik og et aggressivt udtryk, er Ascension Codes en væsentligt mere afdæmpet affære. Guitaren er denne gang for størstedelen nedtonet i lydbilledet og sat ud til siden til fordel for synthesizers og jazzede trommer. Det er en skam, for når den kommer i fokus som på ”Elements and Their Inhabitants” og ”6th Dimensional Archetype”, er det særdeles effektivt. Det er desværre kun særdeles sporadisk, at albummet når at få noget, der minder om et momentum, og det er ellers plaget af for mange kedelige passager. Ud af albummets 18 numre er halvdelen af dem intermezzoer, som opbryder flowet, og de bidrager kun til, hvad der for mig langsomt blev til frustration. En frustration over, at Cynic – eller rettere Paul Masvidal – viser, at Cynic stadig har evnen til at lave progressiv metal, men så tydeligvis bare ikke gider det. Er man derimod stor fan af lydlandskaber, som leder det indre øje mod det ydre rum, kan man ignorere kommentaren om kedelige passager og i stedet lade sig irritere over de sære mere aggressive udbrud.

Foruden det faktum at synthesizers er i fokus, er jeg også ked af albummets produktion. Jeg er sikker på, lyden er produktet af en klar vision om at skabe et soundtrack for rumrejsende, men når man så samtidig beslutter sig for at smide metalriffs, jazzede trommer og komplekse basrytmer ind i det miks, så bliver det alt for ofte en mere mudret omgang, når man alt for sjældent gemmer synth’en væk. Det fungerer rigtig fint på det synth-nedtonede nummer ”Aurora, men er ellers et generelt problem. Produktet er et album, hvor det ikke er let at adskille, hvad der sker, fordi der simpelthen er så mange soniske indtryk, de gerne vil have igennem, og albummets lyd lider under det.

En rejse for hvem?

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvem det er, Cynic henvender sig til. De skal have respekt for den musikalske integritet, hvor de ikke bekymrer sig om at fremmedgøre eksisterende fans, men ”Ascension Codes” er ikke metal nok; ikke jazz nok; ikke noget som helst nok til, at jeg kan forstå, hvem der faktisk vil elske dette album. Dermed ikke sagt segmentet ikke eksisterer, og jeg er da åben for muligheden for, at albummet er så højtflyvende, at jeg har misset en hel dimension. Faktum er dog, at jeg aldrig blev draget af den rumrejse, Cynic uden tvivl ville have mig på. Store fans af Cynic, herunder mig selv, vil finde momenter at holde af og vil formentlig også glædes ved tanken om, at vi i det mindste får mere Cynic trods de seneste tragiske hændelser for bandet. Alligevel tillader jeg mig at være skuffet, for Cynic kan sagtens levere et album, jeg og mange andre vil finde mere interessant. Men vil ikke.

Tracklist

  1. Mu-54*
  2. The Winged Ones
  3. A'-va432
  4. Elements and their Inhabitants
  5. Ha-144
  6. Mythical Serpents
  7. Sha48*
  8. 6th Dimensional Archetype
  9. DNA Activation Template
  10. Shar-216
  11. Architects of Consciousness
  12. DA'z-a86.4
  13. Aurora
  14. DU-*61.714285
  15. In a Multiverse Where Atoms Sing
  16. A'jha108
  17. Diamond Light Body
  18. Ec-ka72