Cult of Fire - Om Kali Maha Kali

Om Kali Maha Kali

Udkom

Type:EP
Genre:Atmospheric Black Metal
Antal numre:2

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 2/10 baseret på 1 stemme.

Et orientalsk mellemmåltid

Tjekkiske Cult of Fire spiller storladen, atmosfærisk black metal, hvilket der ikke er noget nyt eller unikt i, men gruppen skiller sig ud, i forhold til hvor de henter deres lyriske inspiration. Vi har nemlig at gøre med et band, der har valgt at dykke ned i Bhagavadgitaen samt Tripitakaen, altså hinduismens og buddhismens hellige tekster. At black metal lader sig inspirere af religion, er der absolut intet nyt i, dog kender jeg umiddelbart ikke andre, der har valgt at kaste sig over Østens mystik på samme måde som Cult of Fire. Om Kali Maha Kali er bandets nyeste udspil og skal ses som et lille mellemmåltid, før bandet udgiver opfølgeren til de to album, Nirvana og Moksha fra 2020.

Uforløste bønner

EP’ens titel er en reference til det mantra, som rettroende hinduer reciterer i håbet om at opnå gudinden Kalis velsignelse – og i og med at hun er gudinde for både skabelse og ødelæggelse samt bliver afbilledet både blodig og bevæbnet, så er det forståeligt, at man vil være på god fod med hende. EP’ens åbner, som også er titelnummeret, understreger hurtigt præcis, hvordan bandet blander hinduistiske bønner med atmosfærisk black metal. Der bygges langsomt en stemning op via bongotrommer, fingerbækkener og citar, før lydbilledet bliver revet itu af guitarer og den klassiske dødsrallen, vi kender og elsker fra black metal. Som en, der har oplevet hinduistiske bønneceremonier, vil jeg rose Cult of Fire, for de formår virkelig at skabe en stemning, der lyder autentisk og overbevisende. Ligeså er kombinationen af religiøs musik fra Indien og black metal både spændende og nytænkende. Der kan nemt drages paralleller mellem Cult of Fire og et band som Batushka, da begge i bund og grund gør nøjagtigt det samme – nemlig forsøger at fortolke religiøse messer via black metal med henblik på at skabe illusionen om, at man faktisk er i kirke/tempel – de to burde tage på tour sammen.

EP’ens andet nummer, ”Jai Maa!, hvis titel refererer til mantraet til gudinden Skakti, er et mere klassisk black metal-nummer, hvor fokus er mere på det forventelige indenfor genren, selvom den religiøse rammefortælling stadig er intakt.

Det største problem med Om Kali Maha Kali er, at det er en kort omgang med en spilletid på under et kvarter. Det er naturligvis forventeligt af en EP, men når vi nu har at gøre med et band, der har så stort et fokus på at opbygge stemninger, så ender man med at sidde tilbage med indtrykket af, at man ikke rigtig har fået fuld valuta for pengene. Man føler simpelthen, at man er uden forløsning. Havde EP’en haft et nummer mere, så havde værket virket mere komplet og komplekst.

Spise her eller med hjem?

Selv om denne udgivelse er en ganske kort en af slagsen, så formår den dog qua sine to numre at forklare, hvad Cult of Fire har på menuen, nemlig atmosfærisk black metal med et østligt præg. Formålet med Om Kali Maha Kali er at agere appetizer for bandets næste reelle album – spørgsmålet er så, om man rent faktisk føler sig mere sulten, eller om man går lidt skuffet fra bordet, inden hovedretten er blevet serveret. Personligt føler jeg ikke den helt store sult, men jeg er heller ikke stukket af fra regningen endnu.

Tracklist

  1. Om Kali Maha Kali
  2. Jai Maa!