Aum!

Da Cult of Fire tilbage i 2023 udgav appetizer-EP’en Om Kali Maha Kali, blev denne serveret med en besked fra bandet om, at et nyt album var lige på trapperne. ’Lige på trapperne’ er ikke det mest præcise begreb nogensinde og minder mestendels om, når man siger ’to minutter’ til sit utålmodige barn, der – heldigvis – er totalt blottet for tidsforståelse. Men nu skriver vi marts 2025, og bandets femte album er netop landet, så tænd røgelsespindene, sæt dig i lotusstillingen, og sig ”aum!”, for vi skal atter en gang til Indien med fire maskerede tjekker!

Wagner og Vishnu går ind på en bar …

I lidt over et årti har Cult of Fire beskrevet sig selv som et ’atmosfærisk black metal-band med hinduistiske og buddhistiske tematikker’. Samtlige af deres plader, undtagen debuten Triumvirát, har omhandlet diverse aspekter af fjernøstlig mystik, og The One, Who is Made of Smoke er da heller ingen undtagelse. Albummet er, ifølge bandet selv, dedikeret til gudinden Dhumavati samt alverdens enkefruer og enkemænd. Der er dog skruet gevaldigt ned for atmo-blacken sammenlignet med tidligere udgivelser. Langt henad vejen ville jeg beskrive musikken som melodisk post-black med både folk- og gazeelementer. Cult of Fire har aldrig lydt så opløftende, som de gør på The One, Who is Made of Smoke. Musikken er decideret munter, altså så munter som black metal om forbandede gudinder nu kan blive.

Lyt bare til ”Joy” eller ”Blessing”, og fortæl mig, at det ikke er rendyrket glad-i-låget-black. Bandet virker også til at have udfordret sig selv gevaldigt, for der er markant flere skæve og virtuose elementer med i musikken end før. Det er bestemt ikke utænkeligt, at bandet, den hinduistiske tematik til trods, har kanaliseret deres kærlighed til faderen af tjekkisk musik, Bedřich Smetana, over i deres egen musik. Man kan nemlig snildt fornemme, hvordan bestemte aspekter i musikken er influeret af en mand, der elskede både Franz Liszt og Richard Wagner – det skinner især igennem på introen til ”Anger” og c-stykket i ”Blessing”.    

Det klæder virkeligt bandet, at de har udviklet deres lyd så meget siden 2020, hvor de udgav de to forrige albummer, Mokhsa og Nirvana. De har formået at forny deres lyd, men uden at gå på kompromis med deres musikalske grundessens, hvilket fortjener stor ros – det er der mange bands, der kunne lære af, især dem, som har 15+ år på bagen. Der er dog enkelte sten i skoen, nemlig de tre numre ”Anger”, ”Dhoom” og ”There Is More to Lose”. De sange er afgjort de mest traditionelle atmo-black-numre på pladen, og netop fordi de er så markant mere mørke og blastbeatdrevne end resten, ja, så skiller de sig meget ud – næsten i en sådan grad at de ender med at virke malplacerede. Især er ”There Is More to Lose” en virkeligt kluntet omgang, man godt kunne have været foruden.

Namaste

The One, Who is Made of Smoke er et fremragende album, og hvis man – lig mig selv – har gået og ventet spændt på, hvad bandet ville bedrive ovenpå dobbeltudgivelserne fra 2020, jamen så kan man da snildt ånde lettet op. Hvad der derimod kan få en til at bryde ud i en klassisk omgang bæfjæs, er det faktum, at bandet ikke kommer forbi Dannevang på sin kommende Europa-tour.