The Crown - Cobra Speed Venom

Cobra Speed Venom

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Back… with a vengeance!

The Crown blev dannet i Trollhättan (man kan kun blive metalmusiker, når man kommer derfra!) i Sverige tilbage i 1999. De slog for alvor igennem med Deathrace King tilbage i 2000, som fans ofte hylder som deres magnum opus – vel nærmest deres Master of Puppets – og dermed det album, som alt andet, de har lavet de sidste 18 år, er blevet sammenlignet med. Det er kun gået stille og roligt ned ad bakke siden 2000 for The Crown, især i 2015 hvor de udgav Death is Not Dead, som folket ikke just elskede. Men nu skal det blive løgn, for The Crown er tilbage!

Er det thrash? Er det død? Det er The Crown!

Hvis man ikke er bekendt med The Crown, så virker de, ved første lyt, som et relativt gennemsnitligt thrashband, men hvis man lige spidser ører, bare et kort øjeblik, står det klart, at de kan noget mere. For de er svenskere, og det er ikke noget, man ”bare” er – i hvert fald ikke indenfor musikkens verden. For nok er det thrash, jo, jo, bevares, men der er altså elementer, nuancer, tematikker og teknikker, der minder mere om klassisk svensk dødsmetal end klassisk thrash.

Disse nuancer bliver især fremtryllet af leadguitaristen Robin Sörqvist, hvis strengearbejde virkeligt er prikken over i’et. De fleste numre er over fire minutter lange, og de fleste er på omkring de fem, med et enkelt nummer, “The Sign of The Scythe”, der sniger sig op på syv. Det er lange numre, når vi snakker thrash, og det skyldes simpelthen, at The Crown har drysset deres numre til med ekstra krydderier: Så var der lige en ekstra solo her; nogle trommefills, man ikke havde set komme; en bas, der går amok, osv. Deres idoler og indflydelser er tydelige: Man kan høre alt fra Metallica og Slayer til Death og Obituary, men samtidig formår musikken at være tilpas varieret til, at man ikke bare sidder og føler, at man er blevet kørt over af riffs i godt og vel en times tid. Fx er der også plads til et nummer som “Where My Grave Shall Stand”, der er albummets instrumentale ballade – ja, det er vel nærmest en sjæler. Men den passer perfekt på albummet, kan sagtens stå alene og fungerer samtidig som en genial intro til den episke epilog, som er “The Sign of the Scythe”.

Ud af hulen og op til overfladen

The Crown har haft en løjerlig karriere som band eller måske rettere som projekt. De har gennemgået adskillige udskiftninger af medlemmer, og et enkelt navneskift er også blevet foretaget. Vokalister er kommet og gået, lidt ligesom deres succes og popularitet. Trods fremragende album og dygtige musikere har de altid været et undergrundsband, men der er også virkeligt meget metalkonkurrence i Sverige. Deathrace King gjorde dem til konger i underverdenen; måske kan Cobra Speed Venom løfte dem op til overfladen, så de kan få den berømmelse, som de fortjener, for de mestrer virkeligt at levere en solid omgang no-nonsens dødsthrash til folket!

Tracklist

  1. Destroyed By Madness
  2. Iron Crown
  3. In the Name Of Death
  4. We Avenge!
  5. Cobra Speed Venom
  6. World War Machine
  7. Necrohammer
  8. Rise In Blood
  9. Where My Grave Shall Stand
  10. The Sign of the Scythe