Kunsten at træde vande
Hvad skal vi lave?
Tæller man de helt tidlige dage med, hvor The Crown spillede under navnet Crown of Thorns, har den svenske kvintet eksisteret siden 1990. Bandet, som vi kender det i dag under navnet The Crown, skriver dog 1998 på sin fødselsattest og har udgivet hele 12 langspillere siden. Sidste nye skud på stammen – opkaldt efter bandets originale navn – kom lige inden skolernes efterårsferie, og det skal vi se nærmere på her.
Katten op og stave
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede skribent var mere end almindeligt begejstret for svenskernes foregående to plader, Cobra Speed Venom og Royal Destroyer. Den velspillede og thrashy melodiske death metal kildede alle de rigtige steder, og det er skiver, der med jævne mellemrum får en tur på anlægget hjemme i stuen. Crown of Thorns bliver derimod en lidt anden historie, for det er, som om svenskerne her har stillet sig det helt store spørgsmål: Skal vi blive i samme rille, eller skal vi prøve noget nyt? Og desværre er resultatet temmelig uforløst, som om de ikke rigtig har kunnet blive enige.
Albummet åbner dog særdeles stærkt. “I Hunt With the Devil” og “Churchburner” er begge solide skæringer med velkendt stærk produktion og massevis af fede grooves og riffs. Ligeledes er tredje skæring, “Martyrian”, mere end godkendt melodisk death metal, når det er allerbedst, og på den efterfølgende “Gone to Hell” går der Amon Amarth i den, så det basker i gardinerne. Så langt, så godt. Men herfra bliver det desværre en lettere intetsigende omgang. Mere fart og mere melodi er nemlig ikke nogen skidt ting, men hvis de to ting ikke snakker sammen, bliver resultatet derefter. “The Night is Now”, “God-King” og “Where Nightmares Belong” er fine eksempler herpå. Intentionerne er sikkert gode, men numrene er generiske, og det lyder mest som et band, der ikke kan blive enige om retningen. Helt galt går det på “The Agitator”, der nærmest er thrashy punk. Isoleret set fint nok, men i en større sammenhæng lettere forvirrende. Det skal dog siges, at trommeslager Mikael Norén disker op med mageløse lækkerier på samtlige skæringer. Middelmådighed er tydeligvis ikke et begreb, han kender, og dens slags luner altid. Det ændrer dog ikke på, at vi skal helt hen til to af de tre bonustracks, før niveauet ryger tilbage i top. “No Fuel for God” og “Mind Collapse” er i den grad numre, der tåler gentagelser, men hvorfor i alverden de skal findes som bonustracks, er mig en gåde.
Skal man forny sig for enhver pris?
Det er ganske tydeligt, at The Crown har haft intentioner om at forny sig lidt. Midterste tredjedel på Crown of Thorns rummer en del stilistiske afstikkere, men disse er bare ikke specielt spændende. De er og bliver bedst, når de lyder som dem selv. Bevares, der er fede riffs og fyldige passager her og der, men musikken kommer aldrig for alvor op i gear. For at male et lidt skørt billede – og fordi overdrivelse fremmer forståelse – lyder Crown of Thorns, som om Testament og Amon Amarth har lavet en plade sammen, men slet ikke været enige om indholdets retning.
Fans af gruppen vil givetvis være fint tilfredse og vil kunne genkende mange af de ting, de elsker ved The Crown. Men det er bestemt ikke deres bedste plade. Mest af alt lyder de trætte, og indtil videre er gryden holdt i kog med et middelmådigt album.
