Ja-hatten
Du kender måske ikke Dawn of Ouroboros; det gjorde jeg ærlig talt heller ikke, før jeg pludselig så bandet figurere her på redaktionen. Der var noget ved navnet, som virkede tiltalende og spændende, så jeg sprang hurtigt på opgaven om at anmelde kvartettens nye plade – og tak for det! For selvom The Art of Morphology næppe er et mesterværk og helt sikkert ikke er min nye favorit, er der meget godt at sige om amerikanernes debut.
Vrede og mørke – men også lidt lys
Dawn of Ouroboros blander flere genrer, og det tætteste, vi kommer på et egentligt mærkat, må være ’blackened progressive death metal’ – ja, så mange ord skal der åbenbart til. Lydbilledet præges af en voldsomhed, en masse kontraster, hurtige instrumenter og en (for det meste) growlende vokal. Bandet formår dog at variere sin lyd, og The Art of Morphology er også fyldt med små opløftende og medrivende øjeblikke. Tag bare den smukke intro til ”Lunar Cathexis” eller groovet i ”Revivified Spirits”. Det er flot arbejde.
Pladens måske stærkeste nummer finder vi i ”Serpent’s Charm”. Tempoet er skruet en anelse ned, en tyk bas dominerer baggrunden, og allerlængst fremme trakteres vi med frontkvinde Chelsea Murphys imponerende vokal. Endvidere leverer guitarist Tony Thomas en fornem indsats, både hvad angår riff-, rytme- og soloarbejde. Andre højdepunkter er den stemningsfulde ”Spiral of Hypnotism” og den eksperimenterende ”Valiant Abscond”. Sidstnævnte er instrumental, atmosfærisk og har en pokkers fængende synth. Stærk afslutning på The Art of Morphology.
Lad os kort vende tilbage til Chelsea Murphy – for selvom bandet spiller solidt, er det ofte Murphy, der stjæler opmærksomheden. Hendes vokal er nemlig langt over godkendt, og det faktum, at hun kan veksle mellem growl og clean, føjer et ekstra, interessant lag til bandets lyd; hør bare kontrasterne i ”Sorrow’s Eclipse” og ”Pinnacle Induced Vertigo”. I sidstnævnte minder Murphys rene klang i øvrigt om Tatiana Shmayluks (Jinjer).
Dommen
The Art of Morphology er et godt album. Det er faktisk et temmelig godt album. De fire amerikanere imponerer hver især, og som helhed fungerer pladen også fint. Højdepunkterne er flere, og selvom man skal lede længe efter de helt store åbenbaringer eller de numre, man bare ikke kan lade være med at høre igen og igen, har pladen efterladt et positivt indtryk. Med en så fin debut bliver det spændende at se, hvad fremtiden bringer for Dawn of Ouroboros.
