Vinylbanner
Brutally Deceased - Dead Lovers' Guide

Dead Lovers' Guide

Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Der er nogle album, der skal høres rigtigt mange gange igennem, før man kan værdsætte dem, og andre sidder lige i skabet ved første gennemlytning. For mit vedkommende hører det tjekkiske dødsmetalband Brutally Deceaseds debutalbum "Dead Lover's Guide" til anden kategori.

Det skyldes nok mest den rå energi, der er i Brutally Deceaseds musik, for musikken er ikke voldsomt teknisk eller raffineret, og produktionen er mildest talt mudret og skramlet. Brutally Deceased spiller nemlig en slags dødsmetal, der ligger meget tæt op ad old school svensk dødsmetal fra de tidlige 90ere før dengang, der gik melodød i det hele (det er vel ikke et tilfælde, at Brutally Deceased har opkaldt sig efter et gammelt Grave-nummer).

Det vil sige beskidt, primitiv og brutal musik med masser af old school riffage, samt lidt thrash metal og hardcore punk indflydelser spillet med en nedstemt mudret guitarlyd og med autentisk "dårlig" produktion som prikken over i'et. Musikken er primitiv, men ikke simpel som sådan, da der, som vanligt i dødsmetal, er masser af skift og komplekse riff, og, som et mere moderne islet, er der tilføjet en del flere blastbeats, end man hørte i den gamle svenske dødsmetal.

Og det hele virker faktisk kanon godt, og jeg synes, det er forfriskende med noget retro dødsmetal i disse tider, hvor det hele skal være så poleret, teknisk og melodiøst (ikke, at jeg har noget imod poleret, teknisk og melodiøs dødsmetal). Jeg tror bestemt, at fans af gammel svensk dødsmetal, og måske også gammel dødsmetal generelt, ville få noget ud af denne skive.

Det eneste svaghedspunkt ved skiven er måske den growlende vokal, som er lidt for monoton og kedelig i mine ører, men når musikken er så fed, som den er, så gør det ikke så meget.

... Og som bonusinfo kan jeg oplyse, at åbningsnummeret har den geniale titel "Lustful Sodomy in the House of God".

Metalvinyl

Tilføj kommentar