Tro mod idolerne
Opkaldt efter en sang fra det mest storslåede og mandige af alle metalbands, Manowar, har svenske Brothers of Metal en hel del at skulle leve op til. Ved et hurtigt kig på genre og lyriske temaer er der dog ingen grund til bekymring. Meget lig Manowar er det power metal omkring nordisk mytologi og metal, vi er ude i, endda med et umlaut i albumtitlen – Prophecy of Ragnarök. Med det udgangspunkt kan det nærmest ikke fejle. Så på med vikingepelsen, fat din økse og lad os se, om denne debut er Valhalla værdig.
Nu med dobbelt så meget As
Det første, der slår en, når man lytter til Prophecy of Ragnarök, er mængden af sted -og egennavne fra nordisk mytologi, der bliver kastet i hovedet på lytteren. Undertegnede har talt det til 104 gange over de 52 minutter pladen varer. Det er en gang hvert tredivte sekund, og tæller man referencer til disse navne med, er det endnu mere. For at sammenligne med et andet vikingeglad band, så er det cirka dobbelt så mange som på Amon Amarths Twilight of the Thunder God. Tilføjer man så alle referencerne omkring heavy metal, ender det ud i, at man på ingen måde er i tvivl om, hvorvidt Brothers of Metal tager deres lyriske temaer seriøst.
Men Brothers of Metal er andet end bare lyrik. Af de tre sangere, Brothers of Metal har, er Ylva Eriksson klart værd at fremhæve. En sand valkyrie, der tilføjer lige dele skønsang og slagkraft til bandet. Der er meget langt mellem kvindelige forsangere, når det kommer til den del af metallen, der omhandler vikinger, mandighed og det at være metal. Og så at have en, der gør det så overbevisende – det er sjældent. Hvad angår den musikalske opbygning har de også ganske godt styr på, hvordan man skruer en sang sammen i denne genre, hvilket også forpligter en del, når man så åbenlyst viser, hvem man er blevet inspireret af. Sangen ”Siblings of Metal” er pladens stærkeste og viser, at Brothers of Metal ved, at en sang skal leveres med saft, kraft, tempo og storslåede omkvæd, alle kan skråle med på.
Dog spænder Brothers of Metal af og til ben for sig selv med de valg. de har foretaget. De har tre vokalister, hvoraf en udelukkende er til spoken word-passager, hvilket pladen ikke ligefrem har i overflod. Og når den mandlige vokal får lov at stå selv, specielt på nummeret ”Son of Odin”, bliver det lidt fladt, på trods af at det er en hårdere vokal, der leveres. Nummeret er sandsynligvis tænkt som en, man skal kaste sin næve i vejret til grundet dens tempo. Men hele nummeret føles bare kedeligt, uden energi og står som pladens svageste. Derudover har de også, muligvis inspireret af Iron Maiden, tre guitarister. Det udnytter de desværre ikke godt nok, det er meget få steder på pladen, man virkelig kan høre alle tre.
Vi behøver ikke alle være her
Hvis man ikke har fået fobi for vikinger, mandighed og hvorfor metal er så fedt efter at have kæmpet sig igennem de mange buzzwords, er Prophecy of Ragnarök faktisk en ganske hæderlig plade. Den når aldrig op på siden af bandets tydelige inspirationskilde Manowar, men mindre kan bestemt også gøre det. Kan man se igennem fingre med bandets lidt for svenske politisk korrekthed omkring inklusion, og alle har ret til at være med, så kan man sagtens have en fest med Brothers of Metal. For det må man give dem, de formår at skabe en fest på pladen og live garanteret lige så. Copenhell, Royal Metal Fest, Udgårdsfest, anyone?
