Hvornår opfinder man tænkehatten?

Mange metalbands, især i core-genrerne, har direkte rædselsfulde navne som eksempelvis An Autumn for Crippled Children, We Butter the Bread With Butter og Arsonist Get All the Girls, for bare at nævne et par stykker. Sidstnævnte refererer sandsynligvis til en ung Varg Vikernes og hans yderst charmerende smil. Men nogle bands virker med tiden til at få så meget selvindsigt, at de indser, at de har et elendigt navn. Et af disse var Cannibal Grandpa. I slutning af 2020 indså de, at deres reference til den amerikanske seriemorder og kannibal, Albert Fish, lød en anelse barnlig, og skiftede derefter navn til Bonecarver. Om det er bedre, må man så selv vurdere, men debutalbummet er lige landet, og hedder noget så simpelt som Evil.

Så begrav dog de divanykker

Navnet er dog det eneste, der er skiftet ud. Bonecarver bevæger sig stadig i den mere slam-orienterede del af deathcore-spektret. Lidt groft sagt kan man kalde det Ingested, hvor der bare er byttet rundt på mængden af slam og deathcore. Næppe noget der vinder årets pris for mest originale genre, men mindre kan da bestemt også gøre det.

Dog vil hovedparten af Bonecarver gerne lidt mere end bare spille ond deathcore med mere ond på. ”The Scythe” og ”Moon Maniac” stikker forsigtigt tåen i Killitotous-inspireret groovy teknisk død. Det er ikke meget, men lidt har som bekendt også ret. Det er dog tydeligt, at bandets ”guilty pleasure” er den storslåede og let symfoniske deathcore, som man kender det fra Lorna Shore. ”Malevs Maleficarvm” og det afsluttende titelnummer brager umiddelbart derudad i brutal Thy Art is Murder-bersærkergang, som man forventer det, men pludselig tager numrene kvælertag og sender dig på en frygtindgydende storslået himmelflugt. Storladne orgelpiber og tonstung deathcore er et umage men eminent par. Sjældent har en kannibals gerninger været besunget i så odiøse vendinger. Det er muligt, at Hr. Fish døde i 1936 i Sing Sing, men havde han levet i dag, kunne man nemt forestille sig, at dette var soundtracket til hans gerninger.

Den del af Bonecarver, der dog ikke føler for at udvide rammerne, men i stedet får lytteren til at overveje, hvorvidt den elektriske stol skal børstes af, er vokalen. Sjældent har Jens Hansens bondegård været så velbesøgt. Grise, får, køer, hunde, katte, alt er taget med. Dette er som udgangspunkt ikke et problem. Men død og pine om ikke vokalist Fernando del Villar konstant insisterer på at være så brutal som overhovedet muligt ved hovedløst at kaste sig ud i 17 forskellige vokalstile og trække resten af bandet med ud i fantasiløshedens sump. ”Overtorture” er nok det mest tilgængelige nummer på pladen, men der kan da nemt mases grisehyl, kattehvæs og afgrundsdybe brøl ind. Derudover har ”Nest of Traitors” og ”The Blacksmiths Massacre” nok de mest livsforladte breakdowns, der til dato har eksisteret. Man kan næsten fornemme alle medlemmer, på nær vokalisten, kigge opgivende på hinanden og håbe på at komme galt af sted, så de slipper for nogensinde at spille dem igen.

Det kunne have været så godt

Hvis Bonecarver vælger at skifte deres vokalist ud med en, der er lidt mere eventyrlysten og gerne vil lidt mere end bare spille ond og brutal deathcore, så ville bandets potentiale stige eksponentielt. Der er virkelig meget guld at hente i kombinationen af orkestral storhed og tonstung deathcore. Ja, det ville minde om Lorna Shore, men nu er symfonisk deathcore en så snæver genre, at man med en håndfuld turneer vil have et mere indavlet lineup end en gennemsnitlig landsby i Alabama. Men fordi Bonecarvers vokalist er så insisterende i hans udtryk, så bliver resten af bandet nødt til at føje ham og trods de gode takter, ender det i en lidt kedelig og standardiseret plade.