Gamle kendinge
Det er lang tid siden, vi har beskæftiget os med Bombus. Dengang var de et firkløver, men vokseværk har gjort, at de på Your Blood stiller op som kvintet. Og vi har rost både The Poet And The Parrot og Repeat Until Death med det lille, men signifikante aber dabei, at Bombus aldrig for alvor har vist, at de kan skrive sig ind i rockhistorien. Har de denne gang brugt hjerteblodet rigtigt, eller er de ved at gentage sig selv til døde?
Def Swedes
Selvom der er masser af blod på de pressefotos, der er sendt til redaktionen, lyder albummet allerede fra start alt for gammelkendt. Og værre endnu, for guitareffekterne lyder meget ’synthede’ allerede på åbneren, der sætter i med dobbeltpedal og lidt for anstrengte 80’er-attituder. Hjerteblodet og de gode idéer mangler, så når tredje skæring, ”No Rules”, ukritisk følger alle regler og samtidig nægter at bruge bare tre kalorier på nye indfald, hører den hjemme i containere til metalskrot. Én ting mærker man dog med vokalarbejdet på dette nummer: Det ligger meget tæt på Def Leppard. Ikke Joe Elliots vokal, men korharmonierne. Og briterne har også haft stor indflydelse på sangskrivningen. ”Take You Down” er med riff, vokal og struktur kandidat til overskudsmateriale fra enten High ’n’ Dry eller måske Pyromania. Men der er afveksling: Vokalen på ”Leave And Let Die” og ”The Beast” finder vitterligt bæstet frem i form af en ret god Lemmy-imitation. Det er måske ikke tilsigtet, men det løfter affæren ad H…… til. Læg dertil en habil sangskrivning og stærke guitarharmonier. Var alle sangene af denne kaliber, kunne vi rydde sendefladen. Jeg bliver nødt til at nævne titelnummerets startfigur, der planker ”House of The Rising Sun” kraftigt. Og endelig kan man få pudset sine djævlehorn lidt af. ”Carmina” glemmer for en kort bemærkning Leppard-koret og kører ned ad ’Symfonisk metalvej’. En afstikker af de bedre, for når GPS’en fejler, kommer man nogle gange på eventyr. Enten det, eller man ender ”Alone”, forladt og alene i den svenske vildmark som klassens outsider. Eller, med et D-A-D-udtryk: ’Pladens røvhul’. Den sang, bandet bagefter ville ønske, ikke var med.
Gammel kærlighed ruster
’Don’t you feel when you had enough?’ spørger Bombus på albumåbneren. JOW, for dælen, for nu at sige det på godt jysk. Metalskrotsumpen er kvælende, og kun ganske få passager klarer at fange lytterens opmærksomhed. En times klassisk rockradio gør det meget bedre. Det har alle dage været problemet for Bombus. De rammer kun periodisk skydeskiven, ofte længe efter lytteren har zappet væk.
