Bombus - The Poet And The Parrot

The Poet And The Parrot

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Underholdning og beskidt pub-stemning i selskab med Bombus

Bombus fra Göteborg er et fire mand stort band som spiller, i følge dem selv, no bullshit metal og hård rock serveret med et stykke punkrock energi. Bombus, bestående af Fredrik Berglund (guitar, vokal), Matthias Jacobsson (guitar, vokal), Jonas Rydberg (bas) og Peter asp (trommer), har eksisteret siden 2008 og har udgivet 3 albums siden da.

The Poet And The Parrot er det tredje udspil fra Bombus og de lægger hårdt fra land med numrene "Enter The Night" og albummets titel nummer "The Poet And The Parrot". Begge numre knalder af sted med en punket følelse og specielt på "The Poet And The Parrot" bider jeg mærke i Peter Asp's tighte trommer der bakkes op på fineste manér af en palm muted guitar.

På albummets tredje nummer "Liars" sætter Bombus farten lidt ned og giver lytteren lov til at trække vejret lidt inden det går løs igen. "Liars" byder på et guitar tema der brænder sig fast og hænger på et godt stykke tid efter sangen er ovre. Hele opbygningen på dette nummer virker utrolig let og ukompliceret og det gør det godt i mine øre.

The Poet And The Parrot er fyldt med musikalske lækkerier, trommerne spiller alt fra de strammeste rock rytmer til de mere punkede og fandens i voldske rytmer. På melodi siden får man så absolut også noget for pengene, det er et par kompetente gutter der står bag både guitarer og bas. Bombus formår virkelig at holde fast i mig gennem alle otte numre. På vokal står Fredrik Berglund og Matthias Jacobsson og det er ikke det kønneste jeg nogensinde har hørt. Det minder ærlig talt mest af alt om to stive gutter der råber med på deres yndlings druk sang, men det virker, og jeg er sikker på at Bombus ikke ville lyde rigtig uden.

The Poet And The Parrot slutter af med numret "Into The Fire". Her starter Bombus med en intro bestående at et to-stemmigt guitar riff som leder over i et down tempo nummer som afslutter pladen på bedste vis. Det syv minutter lange nummer er prydet med god dynamik, en guitar solo og lækre detaljer. Igen formår Bombus at smide et stille nummer ind på pladen uden at den går helt i stå.

Hvis du er til drengerøvs rock med spark i løgene og knald på er The Poet And The Parrot helt klart noget for dig. Der er underholdning og beskidt pub stemning hele vejen igennem. Og hvis du bare generelt mangler en fest spiller Bombus på BETA d. 6. december, hvor der absolut er lagt i ovnen til en vild aften!

Første nummer på albummet Enter The Night, så er festen sparket igang.

Tracklist

  1. Enter The Night
  2. The Poet And The Parrot
  3. Liars
  4. A Safe Passage
  5. Apparatus
  6. Let Her Die
  7. Master The Reality
  8. Into The Fire