Horisont - SUDDEN DEATH

SUDDEN DEATH

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy/Psych Rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Er det rock? Er det pop? Nej, det er bare svenskere, der eksperimenterer

Så tæt på…

Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det gerne igen: Retrorock er fedt nok. Der findes mange dygtige bands inden for genren, der har godt fat i den lange ende af 60’ernes og 70’ernes unikke lyd. Det er dog de færreste af dem, der skiller sig ud og er rigtig fede. Graveyard, The Vintage Caravan, Kadavar, Blues Pills samt hedengange Scorpion Child og et par stykker mere er lykkedes med det og er for længst stukket af fra resten af retrofeltet. Men lige i hælene på dem ligger en lille gruppe efterfølgere, og her finder vi, blandt andre, Horisont.

…og dog så langt fra

De svenske retrorockere ligger ikke på den lade side, idet vi denne gang skal se nærmere på kvintettens sjette album på bare elleve år. Det produktive Gøteborg-band har valgt titlen Sudden Death til en ganske solid, men også noget forvirrende, udgivelse.

Ganske kort inde i åbningsnummeret “Revolution” måtte jeg lige tjekke, om det var den rigtige skive, jeg havde sat på. Glad klaverrock og muntre toner fik mig til at tænke på, om det mon var en ny plade med Supergrass, jeg havde modtaget ved en fejl. Lighederne med de muntre briters kæmpehit “Alright” er nemlig mange. Men nej, den var god nok; det var Horisont, jeg havde fat i. “Revolution” – og faktisk flere andre numre på Sudden Death – er nemlig slet ikke i tråd med de Deep Purple- og Thin Lizzy-inspirerede toner, som jeg forbinder svenskerne med. Tværtimod er vi her ovre i en slags lalleglad Toto og tidlig Status Quo. Bevares, det lyder da ganske glimrende, og Horisont er så absolut nogle dygtige sangsmede, der spiller sublimt. Men denne form for sen-70’er-inspireret poprock, som er mere Eddie Money-pop, end det er rock, kom noget bag på mig. Især når man er bekendt med gruppens bagkatalog samt rebelske og læderklædte udtryk.

Det rå og beskidte kommer så til gengæld på numre som de aldeles medrivende “Pushin’ The Line”, “Runaway” og “Sail On”. Her lyder Horisont allerbedst, og frontmand Axel, der her synger hjerteskærende om tabet af en nær ven, gør det fantastisk. Numrene er relativt korte og simpelt bygget op. Det er rock med attitude, melankoli og stof til eftertanke og knap så meget sølvbryllup i forsamlingshuset. Her hamres der ikke durakkorder i klaveret eller synges stadionrock i Elton John-klassen. Nix, det er twin-harmonier mellem de to guitarister og alt, hvad dertil hører. Og det kan vi lide!

Lige ved og næsten…

På en måde er jeg overordentlig glad for at høre et retrorockband skille sig lidt ud, gøre noget uventet og udforske mere af den klassiske rock. Omvendt kan det også undre mig gevaldigt, at man vælger at skyde så meget med spredehagl på én og samme plade, som det er tilfældet her.
Horisont er enormt dygtige, og Sudden Death er velproduceret og lyder ganske enkelt fantastisk. Ingen numre er deciderede fejlskud – tværtimod har de alle et fornuftigt ørehængerpotentiale – men den røde tråd i musikken kan jeg altså ikke få øje på.
Hvis ambitionen har været at stykke et album sammen med blandede bolsjer fra mange af 70’ernes forskellige måder at spille rock på, er det lykkedes til fulde. Men leder man derimod efter et decideret værk, som er sammenhængende fra start til slut – og er man lettere allergisk over for pop – skal man søge andre steder.
Det er altså heller ikke denne gang, vi skal forfremme Horisont til retrorockeliten. De må stadig nøjes med at befinde sig i hælene på andre.

Tracklist

  1. Revolution
  2. Free Riding
  3. Pushin' The Line
  4. Into The Night
  5. Standing Here
  6. Runaway
  7. Gråa Dagar
  8. Sail On
  9. Breaking The Chain
  10. Hold On
  11. Archaeopteryx In Flight
Metalvinyl

Tilføj kommentar