BlackShore - Terror

Terror

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Spilletid:53.18
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kan man lave en vellykket blanding af black metal og klassisk thrash? BlackShore kan!

I 2007 fandt de to tyskere Blizzard (trommer) og Hades (vokal) sammen og dannede bandet BlackShore. Året efter kom debuten (Railway to) BlackShore og i 2013 fik de Seuche med på bas. Terror er deres tredje full-length.

BlackShore spiller primitiv apokalyptisk black metal, med en hel del old school thrash blandet ind i lydbilledet. På nogle af numrene synges der på engelsk, og på resten synges der på tysk. Det er råt og beskidt, og så er det proppet med sublime blastbeats, der er så vanvittige, at man godt forstår hvorfor trommeslageren hedder, som han gør. På forhånd skulle man ikke umiddelbart tro, at blandingen af black metal og thrash kunne imponere synderligt, men her kan man godt tro om igen. I langt de fleste tilfælde virker det upåklageligt, og på de numre hvor det lykkes rigtig godt, får volumeknappen lige et nøk mere. Hvordan ville det lyde, hvis et black metal-band prøvede kræfter med Metallicas legendariske Kill 'Em All? Efter denne anmelders opfattelse ville det være en rigtig fed lytteoplevelse - og det er lige præcis hvad det er! Hårdt og kompromisløst, som de herrer Hetfield & co. lavede det i thrash-tidernes morgen. Men… Desværre er det ikke alle numrene, der er lige gode. Af og til bliver det lige en tand for ekstremt, og så kammer det desværre over for BlackShore, men de gode sange er til gengæld super fede og overskygger de mindre gode. Lyt til numre som "Troublemakers Black Metal" og "Dystopian Demon Dynamite" - det er lækkerier med sublimt trommespil.

På de ovenstående numre har BlackShore virkelig fat i den lange ende - blandingen af black metal og thrash lykkes rigtig godt. Men på nogle af skivens andre numre bliver det lidt af en hverken/eller-oplevelse, og det er synd. Trods den store afstand mellem de bedste og de dårligste skæringer, lander vi på en pæn karakter, for BlackShore kan sgu noget. Er man til black metal og klassisk thrash, så tjek dem ud og få en på opleveren.