Lizzy-light

Lige siden Thin Lizzy fik deres kommercielle gennembrud i midten af halvfjerdserne, har de fungeret som inspirationskilde for langt de fleste Hard Rock bands siden. Dette gælder i høj grad også for bandet  Black Star Riders, hvilket der, deres line-up taget i betragtning, ikke er noget mærkeligt i. Efter flere års reunion-turnéeer under Thin Lizzy- navnet valgte lead-guitaristen Scott Gorham og forsanger Ricky Warwick, (der erstattede Phil Lynott), at det var på tide at udgive ny musik. Ingen af dem følte dog, at de kunne tillade sig at udgive det som Thin Lizzy, da den afdøde Phil Lynott var en så essentiel en del af det band. Dermed kom Black Star Riders til verdenen i 2012. Siden da er det blevet til de tre plader: All Hell Breaks Loose fra (2013), The Killer Instinct fra (2015) og Heavy Fire fra (2017). Traditionen tro er de dermed klar med endnu et album efter to år. Men har Another State of Grace noget nyt at byde på og noget originalt med sig? Eller vil det fortsat forsøge at træde i Thin Lizzys fodspor? 

Funk, plagiat og rendyrket hardrock

Det første indtryk jeg fik af pladen, gav i min optik i hvert fald et andet udtryk, end hvad jeg var vant til på titelnummeret og hovedsinglen “Another State of Grace”. Originalt ved jeg dog ikke helt, om jeg ville kalde det, for da riffet gik i gang i starten af sangen, blev jeg i den grad ramt af et deja-vu, for der er virkelig ligheder mellem dette riff og det, som høres i Dropkick Murphys’ “Shipping Up to Boston.” Denne sang bliver derfor nok aldrig min yndling på pladen, da den nok vil blive ved med at lyde en smule plagieret i mine øre. Albummets første sang, “Tonight the Moonlight Let Me Down”, havde efter min mening været et bedre bud på en single. Her har vi dog med en sang at gøre, der næppe kunne være meget mere Thin Lizzy inspireret – lige fra Warwicks (meget Lynott-tro) vokal til guitar-harmonierne. 

“Soldier In the Ghetto” er et andet godt eksempel på et af pladens højdepunkter; sangen formår at kombinere solid hård rock med nogle mere funkede elementer, som en diskant og knap så tung guitar, og et orgel, der leverer en meget upbeat intro. Hvis det er straight-edge hard rock, man leder efter, bliver dette også indfriet, eeksempelvis med den riff-baserede “Standing In the Line of Fire”. Men lige så godt som albummet kan være, lige så langtrukkent, kan det også virke. Dette er specielt tilfældet med albummets mere stille sange. “Why Do You Love Your Guns” er i mine øre en sang med et ganske godt budskab, men som desværre bliver bragt frem på en knapt så velformuleret måde. Ligeledes er der den lidt for “lejrbålsguitar-” drevne “What Will It Take”, der også kommer til at fremstå en lille smule cheesy. 

Ikke helt Jailbreak

Another State of Grace er altså en plade af meget blandet kvalitet. Albummet har mange gode passager og faktisk flere fænomenale sange. Problemet er, at dette er omkring en tredjedel, hvor de resterende to tredjedele består af ligeledes moderat gode sange og sange lidt under gennemsnittet. Der er afgjort flere sange, som jeg kommer til at vende tilbage til flere gange gennem det næste lange stykke tid, men ligeledes er der altså også sange, som jeg næppe kommer til at lytte meget til igen. Black Star Riders lyder stadig enormt meget som Thin Lizzy, men der er altså stadig et stykke, før deres plader vil kunne sammenlignes med plader som Black Rose og Jailbreak.