Fænomenalt lydbillede redder desværre ikke anonymt album
Endnu mere retro-rock
Bite The Bullet er en dansk trio, der spiller hard rock med rødder i den skandinaviske syre-tradition og den britiske 70’er-rock. Wheels er bandets andet album, der, som mange andre plader af denne type, er en hyldest til rock fra gamle dage. Endnu en gang skal vi altså til at anmelde retrorock, og endnu en gang er det både godt og skidt.
Ufuldendt magi
Marc Bolan & T-Rex, Cream, Thin Lizzy og alle de andre har bestemt ikke levet forgæves. I de seneste år har de inspireret tonsvis af nye unge bands til at spille rock som det vores fædre hørte, dengang kassettebåndet var teknologi af højeste kaliber. For langt de fleste af dem gælder det, at de flere steder rammer noget rigtigt i forsøget på at genskabe tidligere tiders magiske drømmeunivers og groovy soniske stemningsbilleder. Men desværre rammer de ikke altid rigtigt på samtlige parametre, og dermed kommer slutproduktet til at fremstå ufuldendt.
Bite The Bullet har indspillet Wheels analogt på ganske få dage, og ligeledes mixet det på rekordtid. Ingen computere, ingen pro-tools og ingen smarte digitale dingenoter. Resultatet er en skive, der lyder pissefedt hele vejen igennem og samtlige delelementer sidder lige hvor de skal. Hvad enten det er den fremragende vokal, den fuzz-summende guitar eller klaveret der ganske fint akkompagnerer sangen, så rammer Bite The Bullet en lyd, der er helt fantastisk og derfor også skaber en næsten magisk stemning.
Men hvor lyd og stemning kan være nok så magisk, så er sangene på enhver skive det mest essentielle og det er her, snakken om det ufuldendte slutprodukt desværre også bliver relevant for Bite The Bullet. De er dygtige håndværkere, og de er bestemt inde på noget rigtigt, men rigtig interessant bliver det aldrig. Her er ingen riffs, der bliver hængende i det indre øre, ingen hooks eller omkvæd man går og nynner resten af dagen og ingen tekster, der skaber stof til eftertanke. Det er rigtig synd, for fundamentet er solidt nok, men desværre er der bare ikke bygget noget unikt på det.
Hurtigt glemt
Når et band ikke formår at indfange deres lyttere med sange af høj kvalitet, og kun har den gode lyd at byde på, så bliver det ikke til en overvældende høj karakter. Jeg ville ellers så inderligt gerne give dygtige danske bands lidt medfart, men det bliver desværre ikke denne gang.
Der er en stemning og en vibe på Wheels, der sjældent er ramt bedre, når det skal lyde som i gamle dage, men når sangene kun er hyggelige og hurtigt glemt, kan det ikke blive til mere end fem kranier. Fandens også, for med ørehængende riffs og lidt mere primal vildskab, kunne det her blive rigtig godt.
