Big Daisy er et band, der skulle spille en typisk NWOBHM-stil. De blev dannet i 1978. De har udgivet et par numre, hvor "Footprints on the Water" og "Fever" er de mest populære, for nogen endda værdifulde samleobjekter. Big Daisy er en samling af deres udgivede numre, og det burde nok have blevet i 1970'erne.

Instrumentalt er albummet faktisk ok. Guitaren spiller ganske passende, men dog ikke spændende og med en mangel på guitarsoloer. De bruger også bas utrolig meget. Den er tydeligere en hvad den plejer at være på en heftig række albums, men den udnytter ikke sine øjeblikke. Den holder dog et jævnt præsentationsniveau, men når ikke op på wow-oplevelsen. Trommerne minder utrolig meget om dem man spillede i Black Sabbaths tid. De ville næsten være bedre til blues end til rock. De præsterer dog okay, og formår ikke at gøre musikken alt for kedelig. Sangstemmen minder også om noget fra Black Sabbaths tid. Det er ikke fordi han synger dårligt. Han synger faktisk ret godt og rigtig rent. Det er lyden der bidreger mest til dette. Den er ren, men lyder også utrolig gammeldags. Rækkefølgen i sangene giver heller ikke nogen mening. Albummet starter med "Just a child", som er et stille og møgkedeligt nummer. Det burde skræmme de fleste væk. Og så til albummets største problem: NØJ, hvor er det kedeligt! De får selv AC/DC til at virke brutale! Det minder om det man spiller for små børn for at de skal falde i søvn! Dette er fuldstændig knusende for dette album, og det er dette der trækker karakteren heftigt ned.

Big Daisy var bagud for sin tid. Musikken minder langt fra det man møder i NWOBHM, men mere noget man finder i Black Sabbaths tid. Det er noget halvfesen singalong, som folk, der e 70 år og opefter ville sætte pris på. Det er ikke en plade jeg personligt vil lytte til, men hvis AC/DC er for brutalt for dig, eller du har MEGET sarte ører, så er Big Daisy lige noget for dig.

Fever er et nummer fra pladen som alle de andre. Sov godt.