En kvintet, et band
Det danske band Beneath The Silence er nu klar med Black Lights. Bandet udgør en kvintet, som på hver deres måde bidrager til bandets musikalske udfoldelse. Inden jeg går i gang med anmeldelsen, bider jeg mærke i bandets genre, og jeg tænker med det samme, at det bliver spændende at lytte til noget andet end black- og dødsmetal, som er en genganger på den danske metalscene. For Black Lights leverer nemlig genremæssigt metalcore. Er du spændt og nysgerrig?
Vokalstyring og metalcore
Det første nummer på pladen ”All I See” lægger ud med breakdowns af guitar og kontinuerlige trommer, som fortsætter i en intens passage, inden det henledes på Mette Hessellunds rene vokal. Der er ingen tvivl om, at bandet beskæftiger sig med genren metalcore. Der forekommer i alle versene breakdowns af trommer, guitar og bas, hvorefter det bliver mere smooth i omkvædene.
Når jeg lytter til Hessellunds vokal, kan jeg drage paralleller Haley Williams fra Paramore – de to vokaler er så identiske med hinanden, at det kan være svært at høre forskel. Ud over det, så får jeg instinktivt også associationer til Amy Lee fra Evanescence da Hessellunds fraseringer og toneskifte er meget ens med Lees.
Lydbilledet, især Mettes vokal på albummet følges linjeret med Evanescenes lydbillede, selvom de to band laver musik inden for hver deres genre. Set i perspektiv til det tematiske i sangene tager de udgangspunkt i det melankolske og triste, nemlig livets tragedie, hvor håb kun leder til skuffelse. Dermed får jeg endnu en gang associationer, nemlig til Pretty Little Reckless, som også tager udgangspunkt i nogle af de samme tematikker.
Beneath The Silence gør brug af små breakdowns med instrumenter hele vejen igennem albummet, og den kvindelig skønvokal er meget i fokus. Så metalcoregenren er ligesom fastsat. Man venter i spænding på et vildt gennembrud, som for eksempel vokalskift til screamo eller growl, guitarriffs eller trommesoloer. Men ingen instrumenterne bliver helt belyst. Mette Hessellunds vokal styrer sangene, og det instrumentale lydbillede er meget monotont. Dermed virker det til, at den instrumentale komponering er opbygget omkring Hessellunds vokalformåen. Dette er en skam, da de andre bandmedlemmer forbliver i baggrunden, og man ikke rigtig mærker deres talent komme i fokus.
Nu runder vi af
Når man lytter til Black Lights af Beneath The Silence, er der ingen tvivl om, at der er tanke og arbejde bag deres udformning af dette album. Som tidligere nævnt er det ærgerligt, at de andre bandmedlemmer forbliver i baggrunden, og Mettes stemme primært styrer musikken. Når man lytter til pladen, er det tydeligt, at det er metalcoregenren, som deres musik er indenfor. Men det føles som en ufærdig version af denne genre – netop fordi der ikke kommer noget klimaks eller udbrud efter de små instrumentale brudstykker. Derfor mangler der også noget hårdhed og brutalitet til musikken, som gør, at genren ikke færdiggøres. Dette er virkelig en skam, da bandet med sikkerhed besidder talent og musikalske kvalifikationer til at komponere og lave musik. Det når de bare ikke i mål med dette album. Hvis man derimod skal drage et mere positivt perspektiv på dette album, så vil det fungere som en god cliffhanger for nye metalheads, da det kan være en blid start for dem.
