Behemoth - A Forest

A Forest

· Udkom

Type:EP
Genre:Blackened Death Metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Alt godt fra gemmerne

Jeg har aldrig haft en goth-periode, og derfor har jeg aldrig dyrket hverken The Cure eller Robert Smiths mystiske frisure. Derfor følte jeg præcis intet, da Nergal annoncerede, at deres nyeste EP ville være fokuseret omkring netop nummeret ”A Forest” udgivet af The Cure tilbage i 1980. Det er måske en fejl i min musikalske opdragelse, men som alle andre opdragelsesfejl, så er det ikke rigtig noget, der kan fikses i post – c’est la vie! Shining er heller aldrig et band, jeg har dyret, så da det gik op for mig, at det var vores allesammens tossehoved Niklas Kvarforth, der stod for vokalen, ja så følte jeg heller ikke det store. Derimod var udsigten til to nye Behemoth-numre noget, jeg så frem til, for selv om jeg ikke var kæmpe fan af I Loved You at Your Darkest så er det altid spændende at se, hvad Nergal har i gemmerne!

4 = 3

A Forest består reelt set af tre numre: ”A Forest, ”Shadows Ov Ea Cast Upon Golgotha” og ”Evoe”. Jo jo, så er der da også lige en liveversion af coveret, fordi… ja, hvorfor ikke!? Som sagt er jeg ikke just The Cure-ekspert, så jeg skal ikke kunne gøre mig klog på, hvor stort/vigtigt et nummer det er for dem, men som Behemoth-cover fungerer det udmærket. Hvis man ser bort fra Kvarforths, øh, ”unikke” vokal, så har Nergal og resten formået at få det til at lyde som et nummer, der både kunne have været på The Satanist og I Loved You at Your Darkest – hvilket både er godt og skidt. Det gode er, at de har formået at transformere nummeret så meget, at det lyder som noget, de selv har skrevet – det dårlige er, at Behemoth efterhånden lyder, som om de blot følger samme formel om og om igen. Dette gælder også de to nye numre. De lyder nemlig præcis også som noget, man bare har plukket fra et af deres to nyeste albums – hvilket jo også er præcis det, de er – nemlig glemte/gemte B-sider, der aldrig blev til noget. Det er som sådan ikke en dårlig ting, for Behemoth er jo et fremragende band, men også et band man tidligere har forbundet med udvikling, eksperimentering og provokation – altså tre ting der i bund og grund står i stærk kontrast til stagnation. Især ”Shadows Ov Ea Cast Upon Golgotha” (mundret titel i øvrigt!) lyder virkelig som en uøvet demo, og selvom nummeret kun er på lidt over fire minutter, så føles det som det dobbelte. ”Evoe” derimod har lidt mere at byde på og minder lidt mere om de lidt ældre Behemoth-udgivelser som Evangelion eller Ezkaton – hvilket fungerer langt bedre!

Lys for enden af tunnelen

A Forest er alt i alt en fin lille udgivelse, men jeg føler mig ærligt talt lidt splittet. For på den ene side er det altid rart med lidt mere Behemoth, men på den anden side, hvis det her er, hvad vi kan forvente af deres næste udgivelse, ja så er jeg ærligt talt lidt mindre optimistisk. Ret beset, så har vi fået tre numre, hvoraf det ene er et udmærket cover, det andet en ligegyldig rest og det tredje et lys for enden af tunnelen.

Tracklist

  1. A Forest (feat. Niklas Kvarforth)
  2. A Forest (Live from Merry Christless, Warsaw, Poland, December 2018) [feat. Niklas Kvarforth]
  3. Shadows ov Ea Cast Upon Golgotha
  4. Evoe