Acceptabel udspil fra kolde Østrig
Introduktion
Belphegor er et af de bands, som er på alles tunger, når man snakker om Blackened Death Metal. Bandet blev dannet tilbage i 1991 i Salzburg Østrig og har udgivet omkring ni studieplader og er nu klar med nummer ti Conjuring The Dead. Jeg har altid kendt til Belphegor, men deres musik har altid været noget, jeg ikke kunne tage seriøst. Deres tekstunivers om blod og satan og seksuel bondage har været noget, jeg har set som værende lidt latterligt. Alligevel har det ikke holdt mange af mine venner og bekendte fra at synes, at det er et fantastisk band. Jeg ville alligevel prøve at give dem en chance.
Gennemgang
"Gasmask Terror" er første nummer på denne plade. Et melodisk nummer, der formår at være utroligt kaotisk på samme tid. Det er et relativt hurtigt nummer, hvor der ikke bliver holdt tilbage på hverken hurtige trommer, eller guitarriffs. Forsanger Helmuths signaturvokal er også virkelig fed på dette nummer, så jeg kan sige, at jeg er godt tilfreds allerede nu. Titelnummeret er andet nummer på pladen og nu bliver tempoet sat en del ned. Vokalen bliver mere og mere mærkelig – på den gode måde heldigvis – da den lyder som besat dæmon. Selvom trommerne er hurtige hele vejen igennem, så bliver nummeret en del langsommere end forgængeren. Selvfølgelig er der også hen imod slutningen plads til en masse blastbeats og syrede guitarsoloer. "In Death" starter ud med et meget simpelt guitarriff, og der går faktisk ren Thrash i nummeret. Et halv-hurtigt tempo med guitarer, der lyder som noget Exodus er kendte for. I nummeret er der et stykke, der bliver gentaget et par gange, som på en eller anden måde minder mig om Decapitated. Fjerde nummer kommer som et chock for mig. "Rex Tremendae Majestatis" læner sig nemlig hele vejen igennem op af en melankolsk atmosfære. Jeg synes, at dette nummer er det nummer, som står mest ud på pladen indtil videre, da det ikke er ligesom de tidligere numre. "Black Winged Torment" er klassisk Belphegor, præcis som vi kender dem. Hurtige guitarer og masser af blastbeats og et omkvæd, der virker en anelse bittersødt. Jeg synes, at dette nummer er en anelse kedeligt for at sige det mildt. Der er ikke så meget variation – derimod er der en del gentagelser i nummeret. "The Eyes" er et instrumentalt stykke spækket med akustiske guitarer. Det minder faktisk slet ikke om noget, som Belphegor laver. For mig virker det en smule malplaceret at smide et akustisk guitar-jam i midten af et album fyldt med Blackened Death Metal lydinferno.
Produktionen på pladen er acceptabel vil jeg sige. Lidt for mange triggers på trommerne, som gør det hele lidt sterilt. Det har ikke et godt rumklang, som jeg ellers godt kan lide. Udover det føler jeg også, at vokalen drukner lidt i mixen – den er lidt utydelig til tider, og det ødelagde lidt helhedsindtrykket. Guitaren er helt utrolig dominerende på denne plade – det var den, der havde overtaget igennem pladen. Trommerne bliver spillet i en utrolig hastighed af session-trommeslager Marthyn. Der bliver smidt blastbeats og utrolig hurtige dobbelpedal passager i hovedet på lytteren. Det er typiske trommer, der er illustreret på denne plade. Jeg følte, at de, efterhånden som man kom igennem pladen, blev lidt kedelige. Guitaren – som nævnt tidligere – får første prioritet og får simpelthen lov til at dominere det meste af udgivelsen. De utroligt hurtige riffs og soloer bliver dog lidt uinteressante, når man først kommer i gang med pladen. Vokalen er sunget ondt og dybt, og de høje skrig, der sniger sig ind iblandt, er alligevel noget af et plus – det er dog svært at lade sig henføre, da vokalen (som jeg nævnte tidligere) desværre drukner lidt i mixen.
Det var acceptabelt
Conjuring The Dead var en god start, hvis jeg ville starte med at lytte til Belphegor. Grundet dårlig produktion, blev oplevelsen dog ødelagt en smule for mig. Jeg håber, at det er noget bandet vil rette op på i fremtiden! Udover det, har jeg kun at sige, at det var en acceptabel plade og den havde sine højdepunkter.
