Bag lukkede døre - blDEMO

Udkom

Type:Demo
Genrer:Hard rock, Alternativ metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Småt kan også være godt

Når vi her i Detektoren skriver, at vi anmelder alle rock- og metalbands i den danske undergrund – uanset størrelse og øvrige meritter – mener vi det faktisk. Således kaster vi os også gladelig over Bag lukkede døre: et spritnyt band fra København med, hold nu fast, syv følgere på Facebook, et par liveshows i bagagen og nu altså også en demo ude. Den har fået titlen blDEMO og rummer fire numre fordelt over små 12 minutter – lad os se, hvad der gemmer sig bag de lukkede døre.

En blandet omgang

Bandet beskriver selv deres musik som alternativ metal med indflydelser fra shoegaze, punk og pop – og der er da heller ikke nogen af de beskrivelser, der rammer helt ved siden af. Men samtidig rammer de heller ikke helt plet. For Bag lukkede døre er klart blandt de mere legesyge, eksperimenterende og ikkerestriktive bands i den danske undergrund, hvad angår genre, og spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at sætte en egentlig mærkat på. Vi kan måske prøve et par stykker: Der er punket attitude, postet atmosfære, poppede melodier og til tider proggede riffs. Tilsæt derudover småfilosofisk dansk lyrik og et par spoken word-passager. Hmm, det lyder måske rodet, og det er det i og for sig også – men det er samtidig meget forfriskende, om end det nok kan raffineres en del.

”Vintergæk” skyder festen i gang med høj energi, et småpunket udtryk og flere udmærkede vokalhooks. Man fornemmer klart, at her er konturerne til et nummer, der kan blive ret fint, men man bliver også opmærksom på et – skal det vise sig – gennemgående bump på demoen, nemlig vokalen. Kristine Myltoft har for så vidt en fin klang og en behagelig stemme, men det virker, som om hun ikke tør give helt los; som om hun lægger bånd på sig selv, holder lidt for meget tilbage, og dermed ender hun faktisk med at lyde uheldigt monoton. Det er ærgerligt, for jeg tror sagtens, hun kan brænde mere igennem. Faktum er bare, at der på nuværende tidspunkt mangler både kraft og kækhed.

På næste track, ”Amygdala”, er vokalen dybere og mere overbevisende. Igen viser bandet sin sans for fine melodier og stemninger, og med undtagelse af en stortromme, der ikke lyder helt rask, er det instrumentale arbejde ganske tilforladeligt. ”sg1819” viser indledningsvis en mere metallisk side af bandet, men vender så rundt til det stilfærdige, og der er, ærlig talt, ikke meget iørefaldende eller huskværdigt ved dette nummer. Beklager!

Demoen rundes af med ”Tusmørke”, og her får vi til gengæld noget, der er mere interessant: Godt nok lyder stortrommen stadig som en grydelap, der bankes hårdt ned i en pude, men guitararbejdet har en spændende progget kant, bassen træder fint frem, og vokallinjerne fænger flere steder. De tungere og mere aggressive passager til sidst i nummeret er heller ikke værst – den slags kunne bandet sagtens gøre sig mere i.

Kom ud af kælderen!

Lad mig sige det kort: blDEMO er rå, upoleret og bærer præg af at være optaget hjemme i en kælder – men den viser bestemt konturerne af noget, der potentielt kan blive ret spændende. Det er klart, at det hele lige nu er i sin spæde og relativt utrænede fase, og der er mange ting, som kan forbedres, men hey, det er trods alt en demo. Arbejder bandet videre mod et mere sikkert udtryk, en vokal, der brænder lidt mere igennem, og en produktion, der løfter hele bandet, er forudsætningerne gode. Vi glæder os i hvert fald til at kigge bag de lukkede døre igen engang i fremtiden.

Tjek demoen ud på Bag lukkede døres Soundcloud.

Tracklist

  1. Vintergæk
  2. Amygdala
  3. sg1819
  4. Tusmørke