Genopstår Avulsed til ære?

Driftssikre spanske Avulsed hidkommer fra kongebyen Madrid og har lige udgivet sit ottende, eller syvende, album, afhængig af om man tæller genindspilning med featurings med. De har begået gore/brutaldød siden 1992 og er af ukendte årsager forblevet i skyggerne. Det eneste tilbageværende originale medlem er Dave Rotten, der med sin dystre drevne og dygtige vokal har holdt Avulsed på den brutale side af dødshegnet, siden han grundlagde bandet. Phoenix Cryptobiosis er udgivet på frontmand Rottens eget label, Xtreem Music, et pladeselskab, der kan bryste sig af blandt andre hollandske Neocaesar, som desværre er opløst, og finske Desecrecy. Avulseds hidtil absolut bedste album er Goresplattered Suicide fra 2005. Selvom de aldrig rigtig har lavet et decideret dårligt album, bliver det spændende at høre, om dette repræsenterer en øget kvalitetskurve, især efter at bandet indenfor de sidste to år har skiftet alle medlemmer ud med undtagelse af Dave Rotten.

Knusende riffs og velplacerede soloer

Første gennemlytning af albummet afslører flere ting: For det første har medlemsskiftet været vellykket, for det andet er musikken langt mere riffbåret end tidligere, og for det tredje er numrene gennemarbejdede. Hvis det ikke var tilfældet før, er det nu helt klart, at det er Dave Rottens vokal, der holder lyden brutal.

Albummet lyder interessant og bevæger sig forbi mange af dødsmetallens subgenrer, for eksempel death doom, melodeath og med en udpræget smag af Stockholm. Sammen med de mange velkomponerede skift i tempo og melodi gør det Phoenix Cryptobiosis absolut værd at sætte nålen i. Der er numre som ”Blood Monolith”, designet til en knusende wall of death, meget passende, da deres turnékalender er fyldt op hele sommeren. Jeg selv skal se dem hele to gange, og muligvis tre, hvis de kommer forbi vores lille andedam. En sang som ”Unrotted” er båret af et solidt riff og lugter lidt af Avulsed i ’00-erne, hvor de var på deres højeste. Rotten laver en skæv og dreven frasering, der giver skønne mindelser om Necrot’s Lifeless Birth. Titelnummeret ”Phoenix Cryptobiosis” er perleeksemplet på en sang, der giver mulighed for at få nakken lagt i gips. Der er ingen måde, jeg kan høre det nummer, uden at grødhovedet kører rundt som en blender - de konstante guitarovergange giver kuldegysninger.

Til sidst vil jeg nævne ”Devotion for Putrefaction”, som har meget af det gamle Avulsed integreret: Det går stærkt, og der er lækre fyldige riffs, alt sammen båret kraftigt af bas og trommer. Guitarsoloen er dog unødvendig og skider på stemningen og hastigheden. Det ødelægger flowet, men den er heldigvis kort, så det går lige. Dette sker desværre et par gange på albummet, altså malplaceret eller lang/kedelig guitarsolo, der lugter af ego. Riffene er dog uforlignelige.

Avulsed kan stadigvæk

Avulsed har bevæget sig væk fra deres bedste lyd, og det er lidt sært, men ikke nødvendigvis dårligt. De laver bred death metal, der rammer mange fangrupper på Phoenix Cryptobiosis. Det gør de med kvalitet, der fejer alle de middelmådige bands væk med et strøg. Netop de utallige og ringe dødsmetalbands, der har piblet frem i en hidtil uset mængde, gør, at der er langt mellem snapsene i genren, men Avulsed er en snaps! Til trods for medlemsskift, en stor risiko for at skuffe mange fans med udgivelsen og de malplacerede egoistsoloer, så har Avulsed begået en rigtig fed skive, der både er fornøjelig lytning og flot teknisk konstrueret. Hvis man ikke kender Avulsed, men kan lide Obituary, Necrot, Benediction eller Blood Red Throne, vil Phoenix Cryptobiosis være en must-have til samlingen. jeg ved, at jeg glæder mig både til at modtage pladen med posten OG til at høre dem live senere i år.