Aversed - Impermanent

Impermanent

Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Alt godt kommer til den som venter … Måske.

Bostonianske Aversed startede som Aversion tilbage i 2009, men opdagede hurtigt, at det navn var taget og skiftede derefter til Aversed. Trods at bandet allerede har kunnet fejre sit tiårsjubilæum, er de først nu klar med deres debutalbum Impermanent – hvis det ikke skriger ”hobbyprojekt”, så ved jeg ikke, hvad gør.

Stilistisk befinder Aversed sig i et grænseland mellem svensk melo-død a la Arch Enemy og så det mere skæve og progressive lydbillede, som vi kender det fra bands som Gojira. Hvilket, i teorien, er et spændende sted at befinde sig, men hvad så med i praksis?

For mange ideer og for flade toner

Impermanent er en blandet landhandel, og jeg er ærligt talt i syv sind i forhold til, hvad jeg skal synes og mene om Averseds debut, hvilket primært skyldes bandets sangerinde Haydee Irizarry. Hendes growl-vokal er udmærket og minder til tider en del om Angela Gossows, men Haydee nøjes ikke kun med at brøle, nej, hun insisterer også på at synge rent – og det er her, problemet opstår. Nok synger hun hverken falsk eller dårligt, men hendes clean-vokal er blottet for dynamik og fremstår derfor utroligt flad og monoton – hun bliver i samme oktav hele albummet igennem. Til tider minder den om Karen fra Steel Inferno, og det er bestemt ikke et kompliment. Hendes growls er noget bedre, men sammenlignet med andre metalfurier, som førnævnte Gossow eller vores egen Marika Hyldmar fra Xenoblight, kommer hun desværre også til kort. Heldigvis bliver Haydee bakket op af resten af bandet, som er yderst kompetent – dog ændrer det ikke på, at det bestemt ikke er samtlige ni numre, der er lige inspirerende eller interessante. Først på albummets tredje nummer, ”Laboratory”, begynder Aversed for alvor at spille med de kreative muskler, da de kaster sig ud i en tonstung, Gojira-inspirereret dødsmarch med masser af skæve passager, der slutteligt ender ud i nogle jazzrytmer, der minder om en del om det tidligere Opeth. Sangen glider let og elegant over i titelsangen, som måske er det bedste nummer på albummet, for her lykkes det Aversed at kombinere alle sine tydelige inspirationskilder til ét mangehovedet metalbæst. Denne stil fortsætter bandet med på nummeret ”Abandoned”, men så er festen også slut, for det opfølgende nummer, ”Solar Sea”, er en uheldig og klodset blanding metalcore, powermetal med lidt hardrock drysset på som krymmel – det holder på ingen måde og gør intet for albummet andet end at fylde.

De to opfølgende numre er heller ikke værd at skrive hjem om, for nok er de ikke så elendige eller ligegyldige som ”Solar Sea” eller ”Close My Eyes”, men de bidrager heller ikke med noget nyt eller spændende. Slutteligt går bandet helt i ballademodus på albummets lukker ”Nightshade”, hvor der pludselig både er violin og cello med, ganske vist bliver begge dele akkompagneret af blastbeats, hvilket ærligt talt virker som en bizar beslutning, men det er der så meget, der gør på det her album.

Var det dét?

Averseds største problem er mangel på identitet og fokus. De har utrolig travlt med at ville lyde som alle deres inspirationskilder og idoler, og de blander på kryds og på tværs. De er som ham i buffeten, der skal have alt på tallerkenen, uanset om det passer sammen, for man skal jo ikke gå glip af noget – og måske røget laks og Nutella passer godt sammen?

De unge bostonianere ender derfor med at lyde som et dusin forskellige bands, men resultatet er, at de ender med at lyde anonyme, for de pynter sig med lånte fjer. Der er intet nyt eller unikt ved bandet, og jeg undrer mig gevaldigt over, at dette var resultatet af en dekadelang brainstorm – det må da kunne gøres bedre. For musikerne viser masser af talent og potentiale, men deres sangskrivning og vokal trænger altså til endnu et par år i øveren.

Tracklist

  1. Natsukashi
  2. Close My Eyes
  3. Laboratory
  4. Impermanent
  5. Abandoned
  6. Solar Sea
  7. Malaise
  8. Spiraling
  9. Nightshade