Al ventetiden værd

Endelig!

Avarice var blot en flok teenagere, da kvintetten blev dannet i 2007 og kort efter vandt Aarhus Metal Contest. Hypen var stor omkring de melodiske death/thrash-drenge, og nye højdepunkter i de unge gutters karriere blev nået, da de blev hyret til diverse shows og delte plakater med blandt andre Volbeat, Kreator og Soilwork.

Det gik dog i stå for Avarice, og der skulle gå en del år, før vi hørte mere til dem. I 2021 fandt de sammen igen og udgav den glimrende EP Reborn In Blood, og nu er bandet – seksten år efter, vi første gang hørte om dem – klar med et debutalbum. En plade, der i den grad har været værd at vente på.

Ikke så meget pjat

Mens en hel del bands render rundt og prøver at skille sig ud fra mængden, være helt unikke på alle ledder og kanter og gør et stort nummer ud af at tilhøre en bestemt selvopfunden subgenre, findes der heldigvis bands, der er tro mod de gamle dyder. Og det er her, vi finder Avarice. De er på ingen måder et band, der har opfundet det varme vand, men evner man at fortolke og formidle en opskrift, der virker så godt, som det er tilfældet her, kan man godt gå på kompromis med originalitet.

Den eponyme debut er heftigt inspireret af bands som Slayer, Power Trip, Sepultura og danske HateSphere. Musikken er hårdtslående, melodisk og solid, og alle dem, der går og savner riffs og dynamikker i Kerry King-/Jeff Hanneman-størrelsen, skal spidse ører her; Avarice er kommet for at forkæle dig. Det første, der springer i ørerne – udover de lækre riffs, selvfølgelig – er den fantastiske lyd. Producer Chris Kreutzfeldt, der også har drejet knapper for CABAL, Ghost Iris og Møl, har sørget for et stærkt lydbillede, hvor bassen ligger dejligt langt fremme i mikset. Ja, jeg nævner det tit, men det er et yderst vigtigt element, hvis nødvendighed ikke kan nævnes ofte nok.

En kort intro sparker pladen i gang efterfulgt af sublime “Between The Trenches” og nakkesmertefremkaldende “Slaughter”. Slayer har ikke levet forgæves. Senere på pladen serveres der endnu flere lækkerier i form af den medrivende skæring “Blood Turns Black”, der, jo flere gange man hører den, godt kan lyde som en slåskamp mellem Lamb Of God og Machine Head. Bestemt ikke nogen skidt kombination. Fans af klassisk death/thrash må heller ikke misse kompromisløse og tonstunge “Consumed By Fire” eller det stærke afslutningsnummer “Conquer”. Disse er endnu et par af albummets mange højdepunkter, og jeg må hellere begrænse mig og stoppe min opremsning af albummets plusser her. Begrænsningens kunst er bare så pokkers svær, når man har med kvalitet at gøre.

Kun de døde fisk flyder med strømmen

Kære læser, efter disse flatterende linjer sidder du tilbage med en ustyrlig trang til at høre Avarice, og det er også lige præcis, hvad du bør gøre. Men måske kommer du til at spørge: “Hov, har jeg ikke hørt det her før?”. Jo, det har du. Mange gange. Avarice er ikke unikke og banebrydende, men når produktet er så formidabelt, som det er tilfældet her, skal der ikke dvæles ved, at der periodevis er tale om uoriginalt genbrug. Farmors frikadeller har man sgu også smagt mange gange efterhånden, men hvad gør det, når de er lige så sublime, som de plejer at være?

Danmark er hjemstavn for rigtig mange fede thrash metal-bands, og med denne stærke debut melder Avarice sig ind i det fornemme selskab. 38 minutters fantastisk musik er ikke ét sekund for meget. Jeg vil have mere, og det skal være lige nu! Kan vi godt aftale, at der ikke går seksten år, før vi får næste plade? Til den tid vil jeg nemlig være 57 år, og efter at have skamlyttet denne plade i en uges tid kan det allerede nu mærkes, at jeg snart ikke kan headbange mere.