Den serbiske udgave af Nightwish?

Projektet Aurium er startet i 2012 som progressiv/symfonisk metal og var inspireret af den lægefaglige term ”tinnitus aurium” (aurium betyder øre). Hvilket måske er mere sigende, end de selv lige er klar over. Med den klassiske opsætning med trommer, en guitar, bas, keyboards og en kvindelig vokalist kan det vel ikke gå helt galt? Svaret er desværre jo. Projektet og intentionerne vil jeg dog på intet tidspunkt forklejne, for det hele er uden tvivl gjort med en kærlighed til musikken, og det er da også umiddelbart det eneste, der skinner lidt igennem på The Second Sun. De har sikkert siddet og tænkt, at det ville være fedt at lave noget lidt a la Nightwish, hvor man så bare desværre er faldet igennem på en del punkter på vej mod målet.  

Symfonisk metals svar på restaurant Dalle Valle

Igennem 11 sange forsøger man at definere sig selv og sit udtryk. Når man så forsøger for meget og op til flere gange stikker i vidt forskellige retninger, så er det som lytter meget svært at forholde sig til. Helt banalt er det produktionen, der fejler bigtime – det kommer jeg ind på lidt senere. Mest af alt minder det om en tur på Dalle Valle: Du kan gå ind at få brunchbuffet for under en hund, hvorefter du kan spise alt fra stegt flæsk med persillesovs, lasagne, nuggets med bearnaise til pandekager med sirup. Et kæmpe miskmask af ting, der ikke bør forefindes på den samme buffet, ligesom alt for mange forskellige elementer på The Second Sun.

Albummet begynder med ”Asylum”, som har de elementer, der skal til: en vokal, der leder tankerne hen på opera, lidt tung bas og guitar og lidt synthlyde til at agere ”orkester”. For at forklare stilforvirringen lidt vil jeg komme med et par eksempler: I ”Dead Landscapes” kommer en kort passage med lidt stille sang, hvorefter vi hidsigt går over i blastbeats og noget, der kunne minde om symfonisk black?! På sangen ”Timekeeper” er der symfoniske dele blandet med lidt fragmenter af industrial. ”Phasianidae” er den eneste sang, hvor de progressive elementer er ret udtalte. Ellers ligger det progressive mest i bassen. ”Nodus Tollens” starter som en lille ballade, forvandler sig til lidt doom, derefter over til det symfoniske igen for så at gå over til en riffpassage, der mest af alt minder om Sodoms ”Agent Orange”, altså thrash! ”Son Of The Morning Star (Bonus)” er eneste sang, hvor de symfoniske elementer er gode, hvor alt ligger godt i mixet, og bassen er skarpere defineret.
 

Et kønsløst forsøg på DIY?

Som nævnt tidligere fejler produktionen af dette album vederstyggeligt! Om det er, fordi budgettet har været meget småt, og man har forsøgt sig som ”gør-det-selv”-studie og -producer, eller at man bare ikke har den nødvendige tekniske indsigt, skal jeg lade være usagt. Fejlene ligger så banalt som guitarens lyde, der virker ligegyldige, som at man ikke har brugt tiden på at arbejde med dem for at få et godt resultat. Trommerne lyder, som om det er et dårligt digitalsæt eller gamle triggers fra 90’erne. Det mest udskældte for mit vedkommende er de symfoniske elementer. Man har brugt de gamle standardlyde, man finder i de gamle keyboards. Man har simpelthen ikke gjort noget særligt ud af dét, som bør være det bærende element for et symfonisk metalband. Er du vild med Rhapsody of Fire, Epica og lignende, så lad være med at bruge tiden på denne udgivelse; du bliver skuffet, inden du har nået anden sang på albummet!