Lad det være sagt med det samme: For mig toppede Arena kreativt med 1998's "The Visitor", der i mine øjne står som en af halvfemsernes absolut bedste udgivelser overhovedet. Den ellers fremragende efterfølger "Immortal?" kom aldrig helt op at ringe på samme niveau, måske bl.a. fordi jeg aldrig helt forstod, hvorfor bandet havde valgt at erstatte Paul Wrightson med Rob Sowden på forsangerposten. Besætningen er denne gang uændret, til gengæld er "Contagion" med sin konceptuelle opbygning i mine øjne et mere helstøbt værk, hvor numre som "The Painted Man" og "Spectre At The Feast" står som nogle af Arenas bedste sange nogensinde. Guitarist John Mitchell har tydeligvis fået en mere markant rolle end tidligere, hvilket har resulteret i nogle af bandets hidtil tungeste numre, uden at det på noget måde har skadet bandets smukke atmosfære og melodiske kvalitet. Alt sidder lige i skabet på dette album, og jeg kan ikke forhindre musikken i igen og igen at hjemsøge mit indre. Inderst inde ved jeg dog godt, at Arena for mig aldrig vil kunne overgå "The Visitor", men stadigvæk er "Contagion" for helstøbt og bevægende et album til at skulle stå i fortidens skygge.