Amorphis - Tuonela

Tuonela

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy/Psych Rock, Folk metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Forandring fryder

Metalscenen i 90’erne er stærkt præget af opbrud og nye strømninger. På den anden side af dammen har først ’groove-bevægelsen’ og sidenhen nü-metallen erklæret krig mod grunge og punk-rockens dominans. Og i den nordlige ende af Europa er navne som In Flames, Arch Enemy og Amorphis ved at bide sig fast med en mere melodisk drevet ’approach’ til dødsmetallen. Netop sidstnævnte har med sit konstant foranderlige udtryk og indflydelse på nordisk folk-metal optjent en plads i denne artikelserie, hvor vi for tredje gang (læs eller genlæs anmeldelserne af Power Plant og World Coming Down) tøffer ned ad mindernes allé. Her gør vi holdt ved Tuonela, der på mange måder indkapsler den daværende tidsånds markante omskiftelighed.

På udflugt med døden

Et af de første spørgsmål, der uvægerligt trænger sig på, omhandler i sagens natur robusthed og validitet i nutidig kontekst. Med andre ord: Holder albummet stadig vand anno 2024? Det korte svar er nej, om end årsagen stikker lidt dybere end som så. Navnet ’Amorphis’ udspringer af det oldgræske begreb ’uformelig’ eller ’uden form’, om man vil. Vi skal i den forbindelse holde os for øje, at Amorphis i 1999 allerede har været undervejs i knap ti år, og at Tuonela er gruppens fjerde album. Pasi Koskinen er tredje ’lead vocalist’ i rækken, mens den til lejligheden hyrede keyboardist Santeri Kallio ligeledes har to forgængere bag sig. Kallio bliver sidenhen fuldbyrdet medlem, og hans indflydelse på finnernes flerfacetterede kompositioner gennem de følgende 25 år taler sit eget tydelige sprog.

Tilbage står stadig en besætning, der har bevæget sig fra den gotiske dødsdoom på Tales from the Thousand Lakes (1994) til et progressivt, tenderende psykedelisk udtryk på de næstkommende skiver. En udvikling, der ikke alene ender med at dele fanscenen i to, men samtidig sender grundlæggende bassist Olli-Pekka Laine i 18 års selvvalgt eksil helt frem til formidable Queen of Time. Og her rammer vi en blottet nerve! Isoleret set er Tuonela opkaldt efter den finske folklores version af dødsriget – såmænd et ganske tilforladeligt bekendtskab for sin tid. Der er således sluset rigeligt med riffdrevne harmonier og passager med elorgel ind undervejs. Koskinens fraseringer virker derimod lettere forcerede, og grundet generiske skæringer som ”Divinity” og ”Shining” savner Tuonela i høj grad samme appel som værker af senere dato (red.: fra og med Circle).

Som tidligere nævnt krediteres Amorphis i høj grad for folk-genrens udvikling. Lyrisk kredses der ofte om nordisk folklore, naturreligiøse tematikker og rudimentære emner som liv og død. Med numre som ”Withered” og ”Rusty Moon” bredes den geografiske pallette ud, og vi detekterer lette anstrøg af henholdsvis ’1001 nat … ’ og det keltiske højland. Hvor de arabiske undertoner kan nydes med langt mere panache på ”Death of a King” (fra Under The Red Cloud, 2015), sørger gæstende Sakkari Kukko med sit sirlige fløjtespil for en rigtig fin oplevelse. Kukko, der tilsyneladende er lidt af en multikunstner, dækker desuden saxofonen på numrene ”Nightfall” og Tuonela”. Opsummeret får hypotesen om den midlertidige mangel på et kunstnerisk kompas ny næring, når man destillerer konkluderende ”Summer’s End”. Løsrevne som de står, så giver sætningerne ’sands of time form another dream’ og ’You will see what could become evergreen’ en indikation af den korsvej, Amorphis befinder sig ved omkring årtusindeskiftet.

En svær størrelse

Påført læsebrillen med styrke ’2024’, står det klart, at Tuonela ingenlunde opfylder kriterierne for ’at ældes med ynde’. Når vi alligevel forbarmer os med en karakter lige over det gennemsnitlige, så skyldes det først og fremmest det mod, som Amorphis udviser ved at bevæge sig så relativt langt væk fra sit oprindelige ophav. For mit eget vedkommende finder jeg dog retningen på Tales from the Thousand Lakes noget mere tiltalende. Det stigende kvalitative output på senere udgivelser kan dog i høj grad tilskrives Tomi Joutsen, der første gang gør sin entré på Eclipse (2006). Herfra ser Amorphis sig ikke tilbage og har gennem fusionen af folk og melodisk død gang på gang genopfundet opskriften på de vises sten: Under The Red Cloud. Queen of Time. Og senest Halo fulgt op af årets bedste koncert i 2022 for redaktionens udsendte. Så selvom Tuonela måske ikke helt nyder samme respekt, som den gjorde, da den udkom, så udgør tilblivelsen og fortællingerne derpå stadig et væsentligt kapitel i beretningen om Karelens stolte sønner.

Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14

Tracklist

  1. The Way
  2. Morning Star
  3. Nightfall
  4. Tuonela
  5. Greed
  6. Divinity
  7. Shining
  8. Withered
  9. Rusty Moon
  10. Summer's End