Prog er det nye sort
Appalic er et tysk progdødsband, der netop er udkommet med deres debut Of Fate And Sanity, og eftersom prog er kommet i højere kurs hos mig det seneste år, er jeg voldsomt skuffet over manglen på netop denne specielle genre, der bedst kan beskrives som en tilegnet smag, på dette album.  Der er ligeså meget prog på denne plade, som der er rejer i rejeost.

Inspiration eller tyveri
Og netop manglen på det lovede prog er med til at sætte barren lavt fra første færd. For ikke nok med, det er en omgang falsk reklame, svarer det tilbageværende musikalske indtryk til en kop kaffe, der er blevet kold. Skuffelsen er i hvert fald den samme og varer ved indtil sidste skæring – som i øvrigt er 13 minutter lang – endelig klinger af.  
For når de ikke lyder som alle mulige andre, men som sig selv, er det hverken nyskabende eller mindeværdigt. Faktisk vil jeg sige, det er ganske anonymt og temmelig standardiseret. De eneste tidspunkter, hvorpå undertegnede spidsede ører, var når inspirationskilderne blev tydelige, gennem det uinspirerede album. Bands som Amon Amarth og Illdisposed har tydeligvis været i tankerne, da musikken blev skrevet, og især sidstnævntes indflydelse gør sig gældende på nummeret ”Masked Insanity” i sådan en grad, jeg blev nødt til at stoppe med at lytte til Appalic og sætte Illdisposed anno årtusindskiftet på i stedet.

Yderligere inspiration er også blevet hentet på nummeret ”Day Before The Black”, der ganske ublu har kigget efter, da ”The Leper Affinity” af selveste Opeth, blev skrevet. Jeg vil gerne dvæle lidt ved det nummer især, da det er symptomatisk for hele albummet, at de faktisk lyder bedst, når de ikke lyder som sig selv. Og med det in mente, at det førnævnte nummer i virkeligheden er en lynlektion i Opeth, er det faktisk ikke helt dårligt, og den eneste skæring, man med rette kan referere til som indeholdende prog. Ydermere er ”A Taste Of Lethe”, det sidste nummer på skiven, lidt løst inspireret af Insomniums mere melodiske metal, og det klæder dem ganske udmærket – selvom jeg måske kun siger det, fordi jeg var glad for at være færdig med at lytte den igennem.
 

Do not resuscitate
Skal der siges noget positivt, og det har jeg lært hjemmefra, man skal, er nummeret ”Deranged” meget mere selvstændigt, byder på en næsten Nathan Explosion-lignende vokal og viser at, der, trods alt, er lidt at komme efter på et album, der ikke blot handler om at vågne fra en vegetativ tilstand, men giver indtrykket af, at samtlige bandmedlemmer lige er vågnet fra koma.