Anubis Gate - Sheep

Sheep

· Udkom

Type:EP
Genrer:Prog metal, Power metal
Antal numre:3

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Velsmagende smagsprøve på det kommende Anubis Gate

Første gang jeg hørte om det danske ProgPower band Anubis Gate var da jeg læste anmeldelsen af deres sidste album, Anubis Gate, som fik topkarakter. Jeg blev nysgerrig, men har ikke fået lyttet rigtig til dem. I mellemtiden er jeg blevet anmelder på selvsamme side, anmeldt et utal af albums, og nu kan vi engang i 2014 nyde deres kommende album. De har dog givet en forsmag på albummet med EP'en Sheep, og det er meget lovende.

Vi starter ud på "Destined To Remember", som er meget atmosfærisk uden at være kedelig. Den holder et midt-tempo og er ganske godt varieret på alle punkter. Sammen skaber det nærmest en trance, så man sidder i sofaen og slapper af. Der smides en god guitarsolo oveni, så man kan ikke være utilfreds. Den næste er næsten ti minutter lang. Den hedder "Sheep", og starter stille og roligt. Der kommer tryk på kort efter, men der er stadig lidt fra den stille intro til stede. Seks minutter inde i nummeret går vi tilbage til det stille og atmosfæriske, men det varer kun et minut. Nummeret er dejlig varieret og energisk, men slutningen, som bare fader ud, kunne efter min mening godt være bedre. Sidste nummer, "Broken Wings", er mere ligetil. Den er smuk og simpel samtidig, og uden at blive kedelig. Der er en smule variation, mest i omkvædet, som nærmest bygger op til halvvejs gennem sangen. Her kommer der elguitar på. Bassen er mere tydelig på dette nummer end ellers, og det virker rigtig fedt i versene. Værket fuldendes med en guitarsolo der ikke er til at klage over.

Alt i alt lover Sheep rigtig godt for det kommende album. EP'en er rigtig varieret, atmosfærisk og generelt et smukt stykke arbejde, og den er endda gratis. Den er en rigtig fed lille smagsprøve på hvad der venter, og jeg venter spændt.

EP'en kan fås på: http://nightmarerecords.com/online-store/anubis-gate-free-ep-mp3

Destined To Remember er EP'ens første nummer.

Tracklist

  1. Destined To Remember
  2. Sheep
  3. Broken Wings