Victor Kaas’ vilde år
Telos er et blackened hardcoreband fra København med Victor Kaas (EYES, LLNN) i spidsen på vokal og med medlemmer fra Demersal og Regarding Ambiguity. Dermed er Telos en gruppe sammensat af yderst rutinerede kræfter, som godt ved, hvordan man smækker noget intens musik sammen. Det har Telos også bevist med deres to tidligere udgivelser, som vi smed 9 ud af 10 kranier efter. De er absolut toppen, når det kommer til blackened hardcore i Danmark. Det er dog et stykke tid siden, Telos udgav deres seneste EP, HELIOS/SELÊNÊ (2018), og både Demersal og Eyes har udgivet en del siden den EP. Eyes udgav Congratulations (2023), som fik store anmelderroser af mange danske magasiner. Spørgsmålet er derfor, om de travle gutter, især Victor Kaas, overhovedet kan kaste den passion og tid ind i dette projekt, som god musik kræver.
And chaos is thy name
Der skal ikke herske tvivl om, at Telos er tilbage på fuldt tryk med Delude. Det er allerede tydeligt på første sang, “Within Reach”, som starter med forvrængede, skingre guitarer, som regner ind over lydbilledet. Dertil føjes masser af blastbeats og skrigende enstavelsesvokaler. Altså, der er tale om en ret klassisk inspireret black metal-start, som bringer tankerne hen mod bands som Deafheaven, da de var mest black metal. Der kommer også associationer til danske Hexis, hvor de skingre guitarer ligeledes har en voldsom dominans og intensitet i lydbilledet. “Within Reach” skifter dog karakter, tempoet sættes ned, mens vokalerne skifter fra melankoli til direkte vrede, frustration og håbløshed, mens det instrumentale fungerer som en hårdtslående rytmisk hammer, der spreder kaos med ethvert slag. En type hardcore, som for eksempel Converge udøvede i deres 90’er-periode – det er råt, kaotisk og intenst ad helvede til. Ifølge lyrikken er verden fortabt i menneskehedens ødelæggende og apatiske adfærd, og det er også den følelse, musikken illustrerer. “Within Reach” er en fremragende introduktion til, hvorfor Telos anses som blackened hardcore, da begge sammensmeltes meningsfuldt i en gryde af kaos.
Noget af det, som Telos gør allerbedst, er at give lidt variation og åndehuller til lytteren, som i den grad er nødvendigt. Passager, hvor det dystopiske inferno forsvinder, og musikken trækkes ned i tempo med kun få elementer til at udfylde lydbilledet. Nogle af pladens absolut bedste skæringer som “Never Me” og “I Accept I Receive” er sange, der benytter sig af disse åndehuller. På “Never Me” er der pause i det dystopiske inferno med en melodisk passage drevet af guitar og vokaler, der råbes ud i den tomme intethed. Det minder meget om den slags åndehuller, som Birds in Row eller Defeater også laver i deres musik. Det er momenter som disse, der giver Delude en stærk og gennemborende kontrast til alt det andet kaos, som pladen ellers er fuld af. Sårbarheden, melankolien og håbløsheden står ekstra skarpt i disse momenter, hvor lydbilledet er mere roligt. Her bliver alt det, der gør ondt, vækker vrede og forårsager apati, udstillet helt eksplicit for lytteren. Det er også et vigtigt element, som gør, at man har lyst til at blive hængende i Deludes dystopiske univers, da man ellers nemt kan overvældes af alt det kaos, den omslutter en med.
Vaskeægte hattrick
Telos har på en måde fremtryllet en intensitet og kaos i deres lyd, som jeg har svært ved at pege på, at andre danske bands har gjort så vellykket. For modsat for eksempel noget af det grindcore, der findes i Danmark, så er der her en slags kontrol og vellykket variation i den lydmæssige helvedesild. Der er mere end blot vrede og frustrationer og “nu skal der slåsses”-musik. Der er sårbarhed og håbløshed, alt bliver sat på spidsen, og der tages ingen gidsler. Der er ingen tvivl om, at trods det at alle medlemmer i Telos er travle herrer, så lever Delude absolut op til de tidligere udgivelsers storhed og fortjener også en karakter herefter.
