Annisokay - Arms

Arms

· Udkom

Type:Album
Genrer:Metalcore, post-hardcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Annie, are you okay?

Tyskland og core har altid været bedste venner. Landet har fostret utallige bands i genren, og ét af disse er Annisokay. Kvintetten gjorde sig for alvor bemærket med Enigmatic Smile fra 2015, og nu er de klar med fjerde fuldlængde Arms.

Det gode

Metalcore har efterhånden fået et blakket ry – og det er ganske forståeligt. Lyden er blevet standardiseret, alle vil være ens, og kun få bands formår at udvikle sig. Det er da heller ikke revolutionerende eller banebrydende musik, vi møder på Arms, men alligevel er det lykkedes Annisokay at kreere et frisk og forholdsvis varieret album.

Produktionen er i top, sangene er godt skruet sammen, og de fem herrer præsterer generelt rigtigt fint. Særligt er det svært ikke at lade sig imponere af de to vokalister Christoph Wieczorek og Dave Grunewald. Sidstnævnte leverer en fantastisk scream-vokal, og Wieczorek er et solidt modstykke. Sommetider kan man savne lidt mere bid i hans rene – og meget polerede – vokal, men ikke desto mindre skaber de to sangere en dejlig dynamik. Det hører vi eksempelvis i den melankolske ”Innocence Was Here”: Wieczoreks bløde stemme ligger solidt plantet i forgrunden, men inde bagved lurer Grunewals onde screams. Solid skæring. 

På det generelle plan er Arms en anelse tungere og mere melodisk, end vi er vant til fra de tyske drenge. Det høres tydeligt i andet singleudspil ”Coma Blue”. Aggressive guitarer og simple trommer åbner nummeret, hvorefter Grunewald besudler sangen med sine sure screams. I omkvædet tager Wieczorek – naturligvis – over, og han leverer pladens absolut stærkeste vokalmelodi. Dét omkvæd er simpelthen ikke til at få ud af hovedet! En lignende tilgang møder vi på ”Unaware” og ”Locked Out, Locked In”, der ikke helt når niveauet fra ”Coma Blue”, men dog fungerer rigtig godt.

Mere legende – og muligvis mere interessant – bliver det på ”Fully Automatic” og ”Private Paradise”. Hvor førstnævnte har små hints af nu-metal i både guitar, groove og vokal, går ”Private Paradise” all in. Ikke nok med at Attilas Chris Fronzak er hevet ind som gæstevokalist; trommerne præges også af et hiphopbeat, der kunne findes i enhver rapsang anno 2018. Modigt, men effektivt!

Det grimme 

Arms er uden tvivl et vellykket album fra de tyske metalcore-drenge. Produktionen sidder lige i skabet, lyden er varieret, og Annisokay består af nogle dygtige musikere. Alligevel er der nogle ting, som ikke fungerer. En stor del af pladens materiale er smurt ind i unødvendige elektroniske effekter, og en lille håndfuld sange er simpelthen svage. Både ”End of the World” og ”One Second” har nærmest ingen hook, og ”Escalators” byder på en tvivlsom falset i omkvædet samt en kedelig melodi. Derfor ender vi i den pæne, men jævne ende af karakterskalaen.

Tracklist

  1. Coma Blue
  2. Unaware
  3. Good Stories
  4. Fully Automatic
  5. Sea Of Trees
  6. Innocence Was Here
  7. Humanophobia
  8. End Of The World
  9. Escalators
  10. Private Paradise
  11. One Second
  12. Locked Out, Locked In

Tilføj kommentar