Røre, tilføje, røre, smage
Jeg elsker en god gryderet, især mørbradgryde med champignoner, bacon og flødesauce. Min forkærlighed for disse sammenkogte retter afspejles også i min musiksmag, hvor jeg er tiltrukket af bands, der mestrer kombinationen af forskellige elementer. Derfor vil jeg gerne introducere Anciients, et canadisk prog-metal band, der har eksisteret siden 2009. Efter udgivelsen af deres anmelderroste album Voice of the Void i 2016 forventede jeg, at bandet ville turnere verden rundt og udgive et nyt album kort tid efter. Det skete dog ikke, da bandet blev ramt af personlige udfordringer; vokalisten Kenneth Cooks kone blev blandt andet alvorligt syg efter deres datters fødsel, men nu her otte år senere har bandet rejst sig fra asken og er tilbage med udgivelsen Beyond the Reach of the Sun. Udover Cook består bandet af Mikke Hannay (trommer), Brock MacInnes (guitar), og Rory O’Brien (bas), og jeg kan allerede nu godt afsløre, at deres nyeste værk er som en gryderet af Mastodon, Opeth og In Vain. Progressiv, med forkærlighed for 70-80’er æraen, og eksperimenterende som bare pokker!
Stavekontrol
Chris Dyck, der tidligere delte vokalansvaret med Kenneth Cook, forlod bandet efter deres sidste album, hvilket gør Beyond the Reach of the Sun til det første album, hvor Cook alene står for vokalen. Selvom bandnavnet Anciients kan give stavekontrollen udfordringer, er der dog ikke meget i deres musik, der behøver ændringer. Bandet har for længst fundet deres egen lyd, som kan beskrives som en rå version af Mastodon med akustiske passager, der minder om Opeth, men der er også adskillige andre genrer i mixet. Et af albummets højdepunkter er "Cloak of the Vast and Black," der formår at blande hardcore- og groove-elementer. Nummeret imponerer med sine fængende riffs, kraftfulde trommespil og brug af forsinkede effekter, hvilket gør det til en fornøjelse at lytte til. Albummets afsluttende nummer, "In the Absence of Wisdom," skiller sig også ud med sin fantastiske opbygning og intense klimaks, der minder om bandets tidligere, mere hårdtslående numre.
Udgivelsen præsenterer dog en mildere side af Anciients med flere rockelementer, langsommere tempo og en snert af 70'er- og 80'er prog-rock a la Rush. Dette er imidlertid en styrke for bandet, der er yderst alsidige. Anciients fremstår sammentømrede, selvsikre og grundige uanset hvilken genre, de bevæger sig i, og de foretrækker at tage chancer frem for at hvile på laurbærrene, og det har jeg sgu respekt for!
Selvom Kenneth Cook gør det godt som vokalist, er det her, bandet halter lidt i forhold til sangere som Troy Sanders / Brent Hinds fra Mastodon eller Mikael Åkerfeldt fra Opeth. Hvor disse vokalister ofte overrasker lytteren, virker det, som om man hele tiden kan forudse, hvordan Cooks vokal vil reagere på musikken omkring ham, hvilket selvfølgelig gør vokalen til det mest forudsigelige element. Efter denne kritik ville man måske tro, at jeg ville undlade at nævne instrumentalnummeret "Candescence,", hvor vokalen trods alt er fredet, men desværre er pladens eneste instrumentalnummer et mere kedeligt indslag af slagsen, der kunne have været udeladt uden større tab for afslutningen af albummet.
Med civilisationer i sigte
Anciients viser endnu en gang, at de er en talentfuld gruppe, der formår at skrive gode sange, eksperimentere uden at miste fodfæstet og forny sig selv. Selvom bandet har visse vokalmæssige begrænsninger, bliver man alligevel grebet af deres nøje opbyggede og detaljerede univers, som er en fornøjelse at lytte til. Beyond the Reach of the Sun en yderst værdig opfølger til Voice of the Void fra 2016, og Canadierne får 8 kranier i denne omgang og et held og lykke til fremtidigt brug.
