Advocacy

En lurendrejer stepper op

Advocacy har længe luret i den danske metal-undergrund som et af de mest lovende navne. Efter det anmelderroste debutalbum fra 2024, The Path of Decoherence, og nogle fede singler i 2025 og 2026 var forventningerne til deres rolle som opvarmningsband høje. Med rødder i både det tekniske og det atmosfæriske har Advocacy vist, at de mestrer balancegangen mellem kompleksitet og melodi. Spørgsmålet var blot, om de kunne løfte de forventninger fra studiet over på livescenen.

Lige dele energi og tilbagelænethed

Fra de første anslag fra de tre guitarister og den meget engagerede bassist stod det klart, at Advocacy ikke blot er et studieprojekt, men en velsmurt live-maskine. Bandets evne til at oversætte de lagdelte kompositioner fra albummet til en intens live-oplevelse er imponerende. Søren Kjeldsens vokal med krystalklare passager krydret med Peter Juelsgaards dybe, autoritære growls giver numrene den nødvendige dynamik. Kæmpefed energi fra den basspillende Peter Juelsgaard, der også efterlod publikum råbende på mere bas, og det krydret med en symfoni af lækker guitar fra alle tre guitarister og et teknisk overskud om bag trommesættet dannede et fundament, der føltes både massivt og luftigt. Det er sjældent at se et opvarmningsband besidde en så naturlig autoritet på scenen. De formåede at kræve publikums opmærksomhed uden at ty til billige tricks. Hvis jeg skal pege på noget, er det den jyske underspillethed, der sammen med musikalsk overlegenhed fremstod lidt hovskisnovski. De progressive elementer, som ofte kan blive for indadvendte, blev her leveret med en energi, der smittede helt ned til de bagerste rækker. Særligt bemærkelsesværdigt var samspillet mellem bas og trommer, der holdt de skæve taktarter i et jerngreb, mens de atmosfæriske flader fik lov at folde sig ud. Vi fik numre fra de tidlige EP'er, debuten og sluttede af med de to nye singler, “Tide” og “This Night”. Jeg håber, deres nye album har mere som de to numre, med bassolo, growl-elementer og generelt større afveksling end nogle af de ældre numre. “This Night” starter for eksempel som en ballade, men rummer alle de nævnte elementer, så der bliver skabt et mindre værk i ét nummer.

Dommen over de aarhusianske arkitekter

Advocacy leverede en demonstration i, hvordan man som opvarmningsband ikke bare udfylder tiden, men rent faktisk sætter dagsordenen. De bekræftede deres status som et af de mest spændende navne herhjemme, og hvis deres kommende album er som singlerne, er de mere end klar til de større scener. Hvis man er til teknisk metal med hjerte og tyngde, er der ingen vej udenom Advocacy. De er uden tvivl et af de stærkeste bud på fremtidens danske prog-håb.

8/10

Ipomonia

Fra undergrundens dyb til festivalens lys

Siden udgivelsen af debut-EP’en fra 2025, Contemplation I, har Ipomonia været udråbt som dansk progs nye talentspire. Siden har de spillet til Epic Fest og Copenhagen Metal Fest 2026, hvor de fik prøvet kræfter med de store scener, så forventningen til aftenens supporttjans var, at de ville stråle af overskud og denne gang få den lækre lyd fra EP'en ud over scenekanten.

Individuel klasse i mudret samspil

Koncerten blev indledt med et stemningsmættet klaverspil af forsanger, guitarist og også keyboardspiller Maja Partsch. Da de første toner af den atmosfæriske indledning ramte, lød det rallende og skingert, og lydbilledet var generelt mudret. De instrumentelle dele af de første par numre var klart mere tålelige, hvad lyden angik, og også kompositionen af de dele var interessant og energisk udført. De vokale arrangementer var ud over den ringe lyd skæmmet af en voldsom ensformighed, jeg ikke havde lagt mærke til på samme måde på det indspillede materiale.

Når jeg lyttede til trommerne, bassen eller guitaren, må jeg sige, at der blev leveret lækre detaljer på et højt niveau, og det virkede originalt. Desværre var det, som de ikke helt spillede på samme frekvens. Det kan være, at jeg ikke forstod, hvad der foregik, og at de bevidst spillede i skiftende taktarter, men faktum var, at jeg var stået af.

Ipomonia betyder tålmodighed

Ipomonia leverede en præstation, der trods det korte sæt på 30 minutter krævede en vis tålmodighed at lytte sig igennem. Maja har meget på hjerte og er tydeligvis meget musikalsk, og sammen med erfarne og samtidig talentfulde bandmedlemmer burde det have været bedre. Jeg vil dog alligevel give det anmelderråd, at du selv tager ud og hører dem live. Måske spiller de på din frekvens, eller måske skal de bare spille sammen et par gange mere og have lavet et bagkatalog, så det ensformige kan brydes lidt.

4/10

Anciients

En længe ventet genkomst fra de canadiske skygger

Det er efterhånden en menneskealder siden, at canadiske Anciients sidst gæstede dansk jord. Vi skal helt tilbage til de sveddryppende koncerter i 2014 på Roskilde Festival og Beta. Siden da har der været larmende stille omkring bandet, der ellers tog metalverden med storm med deres debut, Heart of Oak. Forventningerne til aftenens koncert var derfor præget af spænding omkring det 'nye' Anciients. Med det stærke værk Beyond the Reach of Sun fra 2024 i ryggen, er det et band med et ændret lineup, vi møder. Selvom frontmand Kenny Cook stadig er det kreative anker, er der skiftet flere af de andre, og det ville blive spændende, om de kunne løfte arven fra de tidligere prog-sludge-hymner og samtidig puste liv i de komplekse nye kompositioner.

Mellem det episke mørke og de tekniske tinder

Anciients ikke var kommet for at dvæle ved fortiden, men for at cementere deres plads i nutidens metal-elite. Bandets stil er stadig den unikke blanding af Mastodons vildskab og Opeths progressive elegance, men live har de fået en tyngde, der føles mere jordbunden og rå end tidligere. Kenny Cooks vokal spændte imponerende bredt denne aften. Fra de dybe, growlende passager, der sendte tankerne mod dødsmetallen, til de svævende, rene vokaler, der gav numrene luft. I forhold til at lytte til deres nyeste album på anlægget og så til at høre dem på Stengade var lidt som at trykke på en knap, der laver prog om til death. Det var så fedt, og den energiudladning, som bandet sendte afsted, var massiv og uigennemtrængelig fra start til slut. Undervejs var jeg næsten ved at blive udmattet af at få så mange musikalske tæsk, at jeg næsten havde brug for en pause … men deres begejstring var sgu så smittende, og det samme var stemningen hos alle i det fyldte lokale.

Det var fascinerende at høre, hvordan det ældre materiale blev genfortolket med den nuværende besætning. Det føltes også mere aggressivt og fokuseret end indspilningsversionerne. Trommespillet var fundamentet, der holdt sammen på de ofte lange og snoede kompositioner, især i de instrumentale passager, hvor bandet virkelig fik lov til at jamme igennem. Anciients formåede at skabe en atmosfære, der både var intim og storladen, og selvom de nye sange fyldte meget, føltes sætlisten balanceret og dynamisk. Det var en blanding af teknisk snilde med ren, uforfalsket tyngde, uden at miste sjælen eller intensiteten undervejs. Der var ingen tvivl om, at noget af det melodiøse var ofret i deres voldsomme livefremstilling, men med den energi de så kunne levere det med, var det et bytte, jeg ville tage, hvad dag det skulle være.

Solstråler gennem den progressive tåge

Konklusionen på aftenens hovednavn må være, at Anciients i den grad er tilbage, og måske stærkere end nogensinde. Selvom otte års albumpause og store udskiftninger i besætningen kunne have knækket mindre bands, har det for canadierne fungeret som en katalysator for fornyelse. De beviste denne aften, at de stadig mestrer balancen mellem det smukke og det brutale, og at deres live-optræden besad en intensitet, som få i genren kan matche. Beyond the Reach of Sun er en stærk udgivelse og et sublimt fundament for en live-oplevelse, der efterlod publikum både udmattede og sultne efter mere. Lad os bare håbe, at der ikke går yderligere 12 år, før de igen finder vej til de danske scener. Anciients er mastodonter inden for den progressive sludge, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er det sidste gang, de spiller på et mindre spillested som Stengade.