Forbilledlig udgivelse af post-blackens nye frontfigurer.
Irske Altar of Plagues er klar med deres nyeste album Teethed Glory and Injury. Detaljerne ved bandet vil vi ikke dvæle ved, da der er mere end nok at sige om albummets musikalske kvaliteter.Pladen har været længe ventet, da de to tidligere udgivelser fra bandet har været yderst godt anmeldt.
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Teehthed Glory and Injury er et mesterværk. Det er symbolet, et magnum opus, på en sub-genre, hvis rejse imod de uendelige højder og egen identitet har været lang, slidsom, til tider flamboyant, men altid skjult i skyggerne af mainstream metallen. Teethed Glory and Injury er genesis til den dogme-frie post-black metal. Af betydningsfulde aktive navne inden for denne kategori kan nævnes Deathspell Omega, Blut Aus Nord og Wolves in the Throne Room. Disse bands lydbillede kan betegnes som disharmonielt (reguler tonær atomisering om man vil), abstrakt og hyper-kompleks. Teethed Glory and Injury er et produkt af denne scene - tag ikke fejl, men formår på helt centrale områder at komme ud over denne genres børnesygdomme. For at bruge populære termer, så er der her tale om et modent udspil. Ikke blot for Altar of Plagues, men for genren som helhed.
Den mest centrale forskel, og heri også den store succes, er at finde i konstruktionen af et majestætisk lydbillede på Teethed Glory and Injury. Heri findes også pointen om det dogme-løse. Eksempelvis baserer Wolves in The Throne Room deres grandiøse lyd på en særlig tonær klang og den evigt repetitive riff-struktur, der selvom til tider at være overraskende, ikke overskrider kendte lydbilleder og tekniske facetter af black-metallen. Det Altar of Plagues formår, er en totalt dekonstruktion af musikalsk struktur, melodi og rytme. Dem som troede at Blut aus Nord havde opnået det ypperste inden for dette, havde nok ikke set dén her komme. Lydbilledet er ekstremt, voldsomt og trykker lytteren ned i stolen. Men det er ikke ekstremt, fordi det er hurtigere, tungere eller mere bombastisk end sine ligemænd. Med dette mentale bombardament opleves en ynde, en harmoni, der på en og samme tider efterlader lytteren i en kombination af total forvirring og ekstase. Imaginære forestillinger om pladetektonik, pulserende energier og krakelerende øko-systemer. Sindet spaltes og fragmenteres i multiple dimensioner, mens pulsen kører på 200. Det er en af de plader, man frygter for, da de tenderer til at stille spørgsmålstegn ved ens vanlige formodninger og fortolkninger af heavy-metal. Det er avant-garde, når det er allerbedst.
Hvis man ikke er til hipster-ekstrem metal, er dette ikke et album for en. Men hvis ønsker en genfortolkning, der ikke hænger i muldet af klassiske dyder, men formår at videreudvikle sig uden at miste fodfæstet, er denne skive for dig.
Her følger nummeret God Alone, hvor der er hyret særlig koreografiske dansere til at udføre de visuelle fortolkninger.
