Evig undergrund

Det er sjældent, måske første gang, at vi anmelder en split på heavymetal.dk, men dagens emner fortjener særbehandling. Aiwīgaz Unðergangaz og Múspellzheimr er begge temmelig unge danske black metal-kunstnere, og det er stort set alt, hvad jeg ved om dem. Ærligt talt. Begge grupper foretrækker at bevæge sig i de sorteste hjørner af undergrunden langt væk fra uværdige poseurs som overtegnede. Det hjælper ingenlunde, at deres kult-pladeselskab, Afgrundvisioner, tilsyneladende er gået under jorden – i den ene eller den anden forstand. Men deres unavngivne split med hver deres unavngivne sang på er temmelig god, og hvad mere er, så er begge grupper værd at grave efter. Hør en gang.

Aiwīgaz Unðergangaz:

Første sang på albummet tilhører Aiwīgaz Unðergangaz (Evig Undergang? Jeg er ikke sikker), som blot har to demoer i bagagen – en øver (Afgrundssale) fra 2018 og Forsortnet fra samme år. Sidstnævnte er i sig selv en velskabt demo, som blander gruppens rå akkordriffing med nærmest post-rockede stykker, og er bestemt et lyt værd. Men nok snak; nu skal vi… snakke videre!

Albummets indledende passage bygger på en renspillet variation af et af sangens hovedtemaer, som skaber en melankolsk drømmende stemning. Snart bliver temaet tilsat forvrængning, blastbeat og en overliggende melodi fra lead-guitaren. Produktionen er udpræget rå med usædvanligt afrundede guitarer badet i hvid støj, men ikke mere end, at man kan høre tonerne klart. Guitarmelodien afløses af en usædvanligt raspende vokal, selv for black metal, som tilfører sangen en vis galskab.

Det første stykke tid leveres afveksling primært af trommesættet, men gruppen bliver ikke hængende i hovedtemaet længere end at de stadig kan vride noget ud af det. Sidenhen tager sangen en uventet drejning til et groovet rockriff, som passer sangen forbløffende godt. Den største overraskelse kommer dog lidt over halvvejs i form af et vuggende stykke med jazzede, uforvrængede (bortset fra støjen) akkorder. Jeg er ikke helt solgt på selve stykket – især synes jeg, det trækker ud – men gruppen fører overbevisende sangen tilbage til et af de oprindelige riffs og runder af straks efter. Aiwīgaz Unðergangaz’ side af splitten er et spændende indblik i en ung gruppe, som tager en solid bund af velspillet black metal og gør den helt deres egen.

Múspellzheimr:

Múspellzheimr er ligeledes et ungt band (tror jeg), men har været forbavsende produktive. Siden 2014 er fulgt i alt tre demoer og tre studiealbums, hvoraf to af dem (Hyldest til trolddommens flamme fra 2015 og Raukn fra 2018) blev genudgivet på vinyl via Lunar Apparitions og Amor Fati. Jeg ville gerne have skrevet om dem, men har simpelthen ikke haft tid til at tage en genudgivelse op. De er gode, så lyt til dem.

Múspellzheimrs forbigår alt, hvad der hedder indledning og pisker en storm sammen fra første sekund. Åbningsriffet virker ligetil og ville ikke have været malplaceret på The Somberlain, men stykket rummer en subtilt forræderisk taktart, som stadig sætter mig af. Lydbilledet indeholder et strejf af orgel i baggrunden samt let rumklang, og hvad produktionen angår, er den skarp, autentisk og velmikset. Dette er et held, for som sangen drives frem, virker guitarernes dissonans og den rasende vokal mere og mere omklamrende.

Kort før halvvejs tager sangen en drejning fra vanvid til, hvad der end kommer efter. Et break fyldes ud af et durlydende toneskift, som fordrejes til at lyde urovækkende i stedet for beroligende. Herfra bevæger sangen sig gennem mere melodiske black metal-passager, førend dele af indledningen bringes tilbage for at runde sangen af. ”02 Untitled” er i besiddelse af en overraskende kompleksitet, som først gjorde sig rigtig bemærket efter adskillige gennemlytninger. Et særpræget talent for dissonant sangskrivning ser melodier oscillere ind og ud af det genkendelige, og jeg er stadig ikke fuldkommen sikker på, hvad der foregår.

Kontrastrig split

Denne split er mit første møde med både Aiwīgaz Unðergangaz og Múspellzheimr, men den bliver ingenlunde det sidste. Aiwīgaz Unðergangaz tager lejlighedsvise afstikkere over i rockede og jazzede stykker, hvilket giver anledning til nogle i sandhed slående kontraster. Múspellzheimrs nummer holder sig inden for black metal-territoriet, men er ikke desto mindre kontrastrig på sin egen facon, og balancerer iskolde riffs med genkendelige melodier tilsat rasende dissonans. Black metal-fans kan gøre sig selv en kolossal tjeneste ved at tjekke kunstnernes øvrige musik ud her og her.