Prime of your life

Mirza Radonjica er en travl mand. En mand med flere jern i ilden end en skrotplads i helvede. Ikke nok med, at han driver Prime Collective med en stålsat næve, så holder han også Siamese kørende med en arbejdsdisciplin, der kunne få en tysk ingeniør til at nikke anerkendende. Og som om det ikke var nok, har han nu også startet sit eget soloprojekt, Afterlove, inden for samme boldgade. Aldersmæssigt er han i sin prime, så det kommer ikke som den store overraskelse, at tiden nu er inde. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham for nyligt, og én ting stod klokkeklart: Mirza er en hudløst ærlig mand. Og det er en sjældenhed i en branche, hvor de fleste vejer hvert ord, som om de balancerer på en knivsæg. Vi anmeldere har trods alt til opgave at være hudløst ærlige, når vi skærer igennem materiale, så hvorfor skulle det ikke gælde den anden vej? Første udgivelse fra Afterlove hedder Copenhagen Closure, en EP med syv numre og en spilletid på cirka 22 minutter. Der er skåret en smule ned på de elektroniske gimmicks i forhold til Siamese, og det er en større lettelse end at opdage, at Slayer ikke har udgivet et reggae-album.

Metalcore med masser af hjerte

Moderne metalcore med elektroniske elementer er ikke ligefrem en mangelvare i musikbranchen. Tværtimod bliver vi overdynget med autotunede breakdowns og metervare-hooks, der er lige så sterile som en operationsstue. Men Mirza og Siamese er et af de få bands, der rent faktisk har knækket koden til Spotify-succes og fået gjort sig synlige. Hvorfor? Fordi Mirza kan synge, og fordi deres metalcore er så letfordøjeligt, at selv din onkel på syvogtreds, der sværger til Dire Straits, gladelig kan nikke med. Det lyder umiddelbart negativt, men det er det ikke. Når du sætter noget på med Mirza, så kan du høre, det er ham. Det kaldes identitet, og det er essentielt i en hård branche. Afterlove har også elektroniske elementer, men der er færre, hvilket var et af mine kritikpunkter på Elements. En EP har en begrænset spilletid, så der er ingen tid at spilde, og Copenhagen Closure skyder fornuftigt fra start med åbningsnummeret ”Afterlove”, en blanding af fængende omkvæd og en vokal, der varierer flot uden at miste sit bid. Men det er på næste nummer, ”Shape of My Mind”, at al tvivl forsvinder. Her får vi metalcore, der både smadrer og indsmigrer sig, og et omkvæd, der borer sig fast i hjernen, som var det hvidt pulver, der blev sniffet. At hive Bite Down ind som gæsteartist var et strategisk mesterværk, for lige som sangen begynder at tabe momentum, skabes der spænding på ny. ”House of Glass” er heller ikke noget at kimse ad. Det er nummeret, hvor Mirza for alvor får vist sit vokale arsenal – fra det silkebløde i versene til et intermezzo og afslutning, der eksploderer som en molotovcocktail kastet ind i et drivhus. En god eksekvering uden tvivl.

B-siden af Ep’en er ikke lige så stærk. ”The Humbling” og ”Cure for Dying Alone” er acceptable nok, men de bidrager ikke med meget nyt. Hvad, der dog virkelig falder igennem, er ”Industry Dreams”. Nummeret åbner med et sample af Dave Chapelle, hvor han både gør grin med Eminem og leverer sin sædvanlige (og skønne) samfundssatire om USA. Det giver mening i forhold til nummerets titel, men i praksis er det en komplet ligegyldig og malplaceret gimmick på en EP, der ellers forsøger at favne yderst bredt. Det er en halvbagt idé og et skoleeksempel på, hvor svær selvredigering er.

Afterlove kan sagtens få en afterfølger

Copenhagen Closure er en solid EP, hvor især de første tre numre sætter en høj standard. Desværre trækkes helhedsindtrykket ned af to sange, der aldrig burde have forladt idéfasen. Når det er sagt, så har jeg respekt for alle, der forsøger at løfte den danske metalscene, og her kan man ikke ignorere Mirza og Prime Collective. Det fortjener anerkendelse. I denne omgang bliver det til syv kranier til Afterlove. Og nu – skru op for ”Shape of My Mind” én gang til, tak!