Mørket leveret på Puch Maxi?
Sammenlignet med den norske og svenske black metal-scene, så har den danske i mange år været voldsomt bagud på point. Denial of God kan ikke hamle op med hverken Mayhem eller Dissection. Møl har dog gjort det fremragende, men om de stadig er black, er en diskussion til en anden dag. Punket black er dog en scene, der i de senere år har vundet voldsomt frem her til lands, og seneste udgivelse på denne scene er Ædel Fetich’ debutplade, Ædel Fetich.
Følelsesregistrets kaos
At kalde Ædel Fetich for rendyrket punket black er dog en lodret løgn. Ud over den onde Puch Maxi-fræs hiver bandet også fat i gothrockens mørke vingefang, musicalens sans for dramatik og så ellers en sund portion kaos.
Dette kan måske godt lyde som lidt en sær eller fjollet blanding, men reelt set lyder Ædel Fetich som en forestilling af Phantom of the Opera spillet i kælderen på et sindssygehospital instrueret af Nicolas Cage efter 20 baner ren colombiansk sne. “Ridderlig Lider” og “Sort Magi” er maniens intense had-kærligheds-forhold fortalt via arrig blacket punk. Tragedien “Mit Billede af Dig” er romantisk goth-rock, som higer efter et forhold, der gentagne gange har vist sig at have lavere succesrate end dansk medaljehøst ved vinter-OL, og “Ildtang” agerer modspil til den destruktive romantik med blackede kindheste og triumferende pop-punkede sejrsdanse over at have givet dårligdommen sparket. Denne vanvittige dualitet af følelser er Ædel Fetich i en nøddeskal. “Sort Magi” runder hadet af med en fordanskning af “Maniac” fra Flashdance, og hvis du ikke tager dig selv i at synge med på omkvædet på “Ildtang”, så tager du ganske enkelt livet for seriøst. Prikken over i’et i alt dette er dog vokalen. Skrig, skrål, brøl, Poul Richardt-imitationer og klagesang kastes med rund hånd ud over hele pladen og sætter ord på musikkens stormfulde og omskiftelige passager. “Mit Billede af Dig” er som taget ud af Morten Korch, hvor landidyllen er skiftet ud med fugtige kælderlejligheder og misbrug af både væske og pulver. Det er dybest set skingrende vanvittigt, og selv efter at jeg har givet pladen adskillige rundture, har jeg ingen idé om, hvor seriøst det hele skal tages. Hvilket egentlig falder meget godt i tråd med noget, der kunne være både instrueret og spillet af Nicolas Cage.
Der er dog et lille minus ved Ædel Fetich. Er man nemlig bekendt med Stikkersvin, hvis line-up inkluderede både Skvat og trommeslager Ingen, så er det svært ikke at se lighederne mellem Ædel Fetich og Stikkersvin, specielt på det meget punkede titelnummer. Indrømmet, den danske black/punk-scene er meget enslydende, men når Ædel Fetich på alle andre parametre er bedre end 90 % af denne scene, så bliver man lidt irriteret over disse ligheder.
Dragende og dysfunktionelt
At den punkede black lyder for meget som andet punket black fra den danske scene, er dog en mindre detalje i det store billede, der er Ædel Fetich. Fjollet, sært, dysfunktionelt og uvillig til at lære af egne fejl er alle kvaliteter, som får mig til at falde pladask for Ædel Fetich. Om man skal tage pladen og den måde, den både hader og elsker misbruget seriøst, eller om det hele bare er en stor joke, er op til lytteren selv. Begge dele giver en helt igennem vanvittig oplevelse, som absolut intet på den danske black/punk-scene kan matche.
