skribent søges
Adam Darski - Confessions Of A Heretic: The Sacred And The Profane: Behemoth And Beyond

Confessions Of A Heretic: The Sacred And The Profane: Behemoth And Beyond

Udkom

Type:Album

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Der var engang…

Adam Nergal Darski ER Behemoth. Så meget står klart efter at have læst det biografiske værk Confessions of a Heretic fra 2015. Det vrimler med diverse rock- og metalbiografier, og alle fra Bruce Dickinson til Lars Ulrich har udgivet deres memoirer for år tilbage, så hvordan skiller denne biografi sig ud fra resten? Tjo, jeg tror, at svaret skal findes i bogens emne, nemlig Nergal. Ulig Bruce og Lars er han en langt mere kontroversiel figur, og han repræsenterer da også en langt mere kontroversiel gren af metalmusikken, og ulig de to andre herrer, så kommer han fra en opvækst og et bagland, der stadig har svært ved at acceptere denne musikgenre, nemlig det stærkt katolske Polen. Nergal er en mand, der har en mening og en holdning til alt på godt og ondt, hvilket han også selv nævner i bogen. Bogen er en række samtaler, som han har haft med sine venner Krzysztof Azarewicz og Piotr Weltrowsi, og er derfor udformet som et interview, der strækker sig over små 300 sider og 13 (naturligvis) kapitler. Nu kender jeg ingen af de tre herrer, men ud fra de spørgsmål og besvarelser, der er i bogen, er mit bud, at de har et underligt forhold.

Det er tydeligt, at Piotr og Kryzstof elsker at provokere Nergal ved at stille ham spørgsmål, de ved, han ikke har lyst til at svare på, og man kan tydeligt læse i Nergals svar, at han ikke brød sig om at skulle svare på spørgsmålene. Det er med til, at bogen får en lidt underlig stemning. Man ved ikke helt om bogen pludseligt stopper, fordi de bliver uvenner eller ej, og selvom det måske lyder spændende, så er det mere til gene end så meget andet. Generelt, hvis du sidder og tænker, at du da i grunden aldrig er stødt på en biografi, der er udformet på samme måde, så er det måske fordi, at det hurtigt bliver lidt anstrengende at sidde og læse. Hvornår sad du sidst og læste et interview på 300 sider?

Bænken

I løbet af de mange sider, kommer de ind på samtlige aspekter af Nergals liv, lige fra hans trange opvækst i Gdansk, hvor han fortæller om sin bror, der stak af hjemmefra og om sin tavse far, der var tidligere medlem af det polske kommunistparti – en forening Nergal ikke har noget pænt at sige om. Han fortæller, at han altid følte sig lidt udenfor, han følte, at han var bedre og klogere end de andre børn, og at han kunne manipulere med dem. Han fortæller om, hvordan han begyndte at hade dem, da de blev teenagere, og han så, hvordan Gdansk knækkede dem. Arbejdsløsheden var høj, og derfor endte de fleste af dem med at sidde og drikke på diverse bænke, mens Nergal rendte frem og tilbage mellem sit hjem og guitarundervisning. Man bliver hurtig klar over, at Nergal mener, at han er bedre end de fleste andre, så må man gøre op med sig selv, om man finder hans arrogance charmerende og velfortjent, eller om man finder ham dybt opblæst. Men man kan dog ikke benægte, at han har klaret sig ret godt og har skabt sig et navn.

Vi kommer også ind på ungdomskærester, hvilket er et af de emner, Nergal ikke er meget for at fortælle om, da sandheden her ikke stiller ham i et særligt pænt lys. Han fortæller om, hvordan han ikke var særlig rar overfor sin første kæreste, Celina. Var det sket i dag, ville man nok anklage ham for at have udsat hende for ”toksisk maskulinitet”, hvorpå Nergal nok ville grine af en.

Melodien, der blev væk

Et emne, der sjovt nok fylder utroligt lidt, er, hvordan den unge Nergal blev udsat for black metal, og hvordan han havde det med alt det, der skete i Norge i 90’erne. Det kan opsummeres til ”Jeg hørte nogle bånd, det var fedt, så det ville jeg også lave. Nå ja, kirker skal man brænde, men jeg kunne ikke selv gøre det – næste spørgsmål!”. Personligt var det noget af det, jeg gerne ville have fået mere at vide om, men sådan skulle det ikke være.

Generelt fylder musikken ikke ret meget i bogen. Det handler mest om, da Nergal havde leukæmi, da han var dommer i Polens version af X-factor, og da han dannede par med modellen/sangerinden ”Doda” (Dorothea Rabczewska). Der er som udgangspunkt et langt større fokus på ”Mediepersonen Nergal” end ”Musikeren Nergal”, hvilket jeg personligt synes er en skam, da jeg langt hellere ville have læst 50 sider om, hvordan han laver musik, end hvordan han kørte fra diverse paparazzier.

Dog viser afsnittet om leukæmien et lidt andet billede af Nergal. Her fremstår han langt mere ydmyg og menneskelig end i store dele af bogen, men det virker også til, at det ikke huer ham. Det står meget klart, at Nergal afskyr svaghed, og at man ikke kan tillade sig at vise svaghed, for så falder hammeren og så overtager ens fjender det hele. Og fjender virker det til, at Nergal har nok af. Her nævnes der både den polske regering, den katolske kirke og adskillige advokater, der har været efter ham pga. diverse udtalelser samt ødelæggelser af bibler.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende…

Jeg satte mig ned med denne bog i håbet om at lære Nergal at kende, i håbet om at forstå, hvordan han tænker, og hvordan han skaber musik og kunst. I stedet lærte jeg, at hans bror stak af til Spanien, at han engang blev truet af en flok kristne i Texas, og at han elsker sushi. Det er jo meget sjove små detaljer og historier, men det var ikke det, jeg havde håbet på at få ud af 300 siders tekst. Så jeg vil faktisk ikke rigtigt anbefale denne bog til folk, med mindre de elsker tabloid-fakta som dette. Jeg havde ønsket noget mere fyldestgørende og så kunne jeg virkeligt godt have tænkt mig, at det skriftlige format havde været anderledes, fx hvis den havde været autobiografisk i stedet, men ak.

Tilføj kommentar