Fra Hades til himmelen
På bagkant af en mildt sagt undervældende Hades-optræden i 2023 havde jeg egentlig parkeret Halestorm et pænt stykke nede ad mindernes allé. Læg dertil amerikanernes lettere anonyme udgivelser af Vicious og Back From the Dead – for slet ikke at nævne valget af indiske Bloodywood som aftenens supportnavn. Et skoleeksempel på, at hensynet til kulturel diversitet indimellem vejer tungere end spørgsmålet om kunstnerisk berettigelse. Ja, så var der sandt for dyden ikke meget, der tydede på, at jeg skulle indfinde mig på fristadens ikoniske spillested denne råkolde tirsdag i oktober.
Siden skete der dog hverken værre eller bedre, end at Halestorm leverede en af sine bedste koncerter nogensinde på dansk jord, da de sammen med mægtige Iron Maiden blæste Royal Arena omkuld i starten af juni. Og for lige at toppe den bedrift står bandets seneste album, Everest, som det hidtil mest modne og helstøbte i deres diskografi.
Ville de højt opskruede forventninger til aftenens hovednavn blive indfriet? Hvordan ville publikum tage imod opvarmningen, der senest gæstede Amager Bio i februar? Og ville logistikken mon glide bedre end under mit seneste besøg i Den Grå Hal? Alle (læs: ingen) talte om det, ingen vidste noget … endnu.
Bloodywood
Underdog med overskud
Der var noget befriende ukompliceret over Bloodywood. Allerede på “Gaddaar” stod det klart, at Den Grå Hal var i hopla. I en perfekt lomme foran lydboksen ramte energien som mit første møde med Skindred: fest, farver og et fremmøde, der skrinlagde alt, hvad der kunne minde om danske forbehold. Playback eller ej, så var reaktionen på “Aaj” ligeledes langt over forventning. Det her var i sandhed en genfortælling af David mod Goliat – Og Fristaden? Ja, de elsker som bekendt en underdog. Bandets blend af indisk folkemusik, nu-metal og Rage Against the Machine-attitude fungerede imponerende godt live, og efter call-and-response-princippet lykkedes det dem på “Dana Dan” at engagere salen yderligere gennem simple vokalharmonier. Sjældent har man set så megen kærlighed kastet efter et supportnavn.
Kamplyst og kodeord: FRIHED
Bloodywood var ikke generte med de politiske budskaber. På “Bekhauf” og “Nu Delhi” stod disse nærmest i kø som lemminger ved afgrundens rand: frihedskamp, systemkritik og skingre opråb mod undertrykkelse. For meget sniksnak mellem numrene endte dog med at pine pulsen ud af sættet, og i den bagerste del af salen sås flere hænder i lommerne end i vejret. Musikalsk begyndte repetitionen også at presse sig på: Fire numre inde huskede jeg pludselig, hvorfor jeg forlod genren for mere end 20 år siden. Det var sjovt, det var farverigt, det var i dit fjæs – men det er også primært teenageattitude. Her må jeg med skam melde, at +40-segmentet ikke lod sig blæse helt så let bagover.
Energien var der – fingeraftrykket manglede
Overgangen mellem numrene var ofte lidt for glidende – og med den ringe akustik in mente var det vanskeligt at skelne dem fra hinanden. Bloodywood fik dog salen til at eksplodere én sidste gang og vandt ubetinget på liveformatet: Hvor pladestudiets trange kår sommetider kan virke begrænsende, blev energien anderledes ubesværet forløst på de skrå brædder. Alligevel er der et pænt stykke vej endnu, førend vi kan indskrive inderne i nu-metallens vanhellige haller. Men som hypemen for Halestorm fungerede de aldeles glimragende.
Sætliste:
1. Gaddaar
2. Aaj
3. Dana Dan
4. Bekhauf
5. Nu Delhi
6. Halla Bol
7. Machi Bhasad (Expect a Riot)
Halestorm
Alting på plads – undtagen lyden!
Først et par rosende bemærkninger til arrangørerne: Der var virkelig styr på både logistik og service denne aften. På trods af en alenlang kø var både presse og publikum forholdsvist hurtigt på plads. Flasker fik for en gang skyld lov at beholde kapslerne, og placeringen af hvide vasketøjskurve til tomme plastkrus holdt det værste svineri i ave. Plus for den detalje. I PA’en skulle vi ikke snydes for ”South of Heaven”. Et offensivt valg, demografien taget i betragtning – til gengæld slap vi så for de sædvanligvis alt andet end selskabeligt overrislede ’spil nå’et mæ’ Slæjår!’-typer. Men hurtigt stod det klart: Lyden var ikke i Halestorms favør denne aften. “Fallen Star” fortonede sig i Hestehallens akustiske sump, hvor hverken Lzzy Hales vokal eller Joe Hottingers riff fik lov for alvor at folde sig ud. Bettebror Arejay virkede desuden noget mere nedtonet end normalt. Man frygtede således en discountudgave af det triumftog, bandet leverede i Royal Arena få måneder forinden. “Mz. Hyde” havde straks mere karakter, men stadig uden at hæve energien nævneværdigt. Først på “WATCH OUT!” ramte vi noget, der mindede om topniveau. Lzzys skrig skar sig igennem den kolde hal, og pludselig gav de rå rammer mening; garagepunken og 90’er-kanten passede perfekt. Dog stod det lige så klart, at den rene vokal led – og publikum begyndte at migrere under numrene til stor irritation for de omkringstående, overtegnende inklusive!
Momentvis magi, men gearskiftet faldt for sent
“Rain Your Blood On Me” flirtede kortvarigt med fortiden qua introen til “Familiar Taste of Poison” –Hvor vi dog mangler materiale fra det eponyme debutalbum. Men ak. Ikke ét nummer derfra klarede cuttet, og den nostalgiske længsel blev kun forstærket, som intensiteten begyndte at dale. Bevares, der blev da klappet og råbt pligtskyldigt, men ovenpå Bloodywoods eksplosive udladninger fremstod Halestorm næsten for rutinerede. Vi fik dog flere finurlige indslag. “Like a Woman Can” endte som reklamesøjle for den lokale metalscene, da en svedig band-Tee fandt vej til scenen. “Darkness Always Wins” skabte sidenhen en flot gengivelse af Royal Arenas mobillyshav, men blandt 1.700 mennesker mistede effekten noget pondus. Deri var Halestorm nu uden skyld – rummet slugte ganske enkelt magien. Med akut opstået behov for at jage kanylen i fajancen opstod en nærmest tragikomisk erkendelse: Lyden blev vitterligt bedre ude på toiletterne, end den på noget tidspunkt havde været inde i hallen! Efter tredje ekspedition til udskænkningen kunne det tillige konstateres, at Lzzy, Joe og det øvrige ensemble gik markant bedre igennem ved barområdet (!) end foran lydanlægget. “Takes My Life” fungerede som reality-check over et sæt, der krævede for mange geografiske kompromiser. Med andre ord: en midtvejsstatus mellem Copenhell og Royal Arena. Ikke dårligt, men heller ikke uforglemmeligt.
Klassikerne reddede æren – Lzzy reddede resten
Så kom den tretrinsraket, vi havde ventet på: Karaokestemningen brød ud i lys lue under “I Miss the Misery”, og ja, vel var det kitsch, men også et tegn på liv. “Love Bites (So Do I)” blev sidenhen hamret i med syvtommersøm – Lzzy ’nailer’ bare klassikerne fra The Strange Case Of … Hver. Eneste. Gang! Det er faktisk nærmest provokerende, hvor let hun får det til at lyde. Hovedsættet blev rundet af med “I Gave You Everything”, hvor materialet fra aktuelle Everest viste, at bandet virkelig har flyttet sig rent kreativt. At lyden stadig var bedst i de latrinære omgivelser, er en parentes – om end en højlydt én! Og under aftenens ekstranumre demonstrerede hun så igen, hvorfor hun besidder en af sin generations allerstørste rockvokaler. “How Will You Remember Me” var dedikeret til dem, der ikke længere er iblandt os – herunder Mørkets Fyrste. Sårbar, rå og fuldstændig uimodståelig. Udvandringen var så småt begyndt, da “Here’s to Us” satte i gang, og det var en skam, for få numre fortjener hævede horn mere end Halestorms ikoniske raise-your-glass-hymne. Som “I Am the Fire” konkluderede forestillingen, kunne følgende refleksion bundfælde sig på vej gennem porten: en skrigende sirene, en steppebrand, en hvirvelvind. Hale er alt dette og mere til. Og selvom vi knap og nap ramte samme niveau som under sommerens royale audiens i Ørestad, så er nærværende anmelder med al sandsynlighed på plads igen, næste gang haglstormen hærger hen over hovedstaden.
Sætliste:
1. Fallen Star
2. Mz. Hyde
3. WATCH OUT!
4. Rain Your Blood on Me (Familiar Taste of Poison-intro)
5. Freak Like Me
6. Like a Woman Can
7. Darkness Always Wins
8. I Like It Heavy
9. Everest
10. Takes My Life
11. Drum Solo
12. Back From the Dead
13. I Miss the Misery
14. Love Bites (So Do I)
15. I Gave You Everything
Encore:
16. How Will You Remember Me?
17. Here's to Us
18. I Am The Fire
