FOTO: The Rock Orchestra
DISCLAIMER: Det er altid beklageligt, når reportager må publiceres uden visuel dokumentation. Endnu værre bliver omstændighederne, når dette falder sammen med dækningen af et arrangement som The Rock Orchestra by Candlelight. Vi skal derfor efter bedste evne forsøge at tegne et detaljeret billede af begivenhederne, som de udfoldede sig for øjnene af redaktionens til lejligheden fremmødte skribent.
Fæld en tåre for de faldne engle
’You know that we are living in a material world and I am a material girl …’. Således sang Madonna allerede tilbage i 1984, og selvom vi af åbenlyse årsager ikke fandt popdronningens værker repræsenteret blandt Rockorkesterets fremførte fortolkninger, så er der altså noget om snakken. For sjældent har jeg oplevet et kommercielt overgreb så massivt som det, der gik forud for aftenens forestilling i Den Grå Hal: Gennem Mark Zuckerbergs sociale netværk havde de samme cirka 40 sekunder af ”Chop Suey!” på nærmest daglig basis opfordret mig til at lægge vejen forbi og fælde en tåre for de faldne engle. Markedsføring i det omfang forpligter naturligvis, så min naturlige skepsis over for konceptet endte faktisk med at overstige forventningerne til aftenens show.
Selve forestillingen er blevet til på baggrund af det kreative samarbejde mellem grundlægger af britiske Mega Events, Nathan Reed, samt Laura Stanford og Jess Cox fra London Symphonic Rock Orchestra. Så sent som sidste år afviklede trioen hele 46 forestillinger, der tilsammen solgte i omegnen af 76.000 billetter. Efter tidligere at have frekventeret både Aalborg og Esbjerg var den omrejsende lysmesse nu endelig nået til hovedstaden. Allerede i slutningen af august kunne billetkontoret dog så småt begynde at tænde for de røde lamper. Kun 100 billetter var stadig tilgængelige, hvilket ville sende publikumstallet forbi de 1.600. To alenlange køer, der efter 30 minutter med åbne døre fortsat ventede på at blive sluset ind, understøttede til fulde min talteori. Det betød samtidig, at loftslysene i hallen med 10 minutters forsinkelse først kunne slukkes klokken 20:10.
1. akt: Kulørt kuriosum i Den Grå Hal
Den Grå Hal har gennem årene været vidne til lidt af hvert. Hvis væggene i Fristadens fredede forsamlingshus – der ejendommeligt nok tidligere lagde lokaler til træning af militære(!) heste – kunne tale, ville de formentlig også have haft et og andet at berette om det syn, der åbenbarede sig for aftenens fremmødte: Et orkester på 11 mand, iklædt dødningekostumer, adelsgevandter i barokstil og rhinstensmasker, marcherede til tonerne af ”Toccata and Fugue i D-mol” ind på halscenen. Som det sig hør og bør, havde jeg naturligvis gjort mit hjemmearbejde med hensyn til aftenens sætliste, hvorfor der kun blev plads til enkelte overraskelser undervejs. Man kan derfor ikke just sige, jeg blev ”Thunderstruck”, da AC/DC’s klassiker fra 1990 åbnede ballet til moderat begejstring for de tilstedeværende. Et indslag, der gjorde sig bedst blandt strygerne (her til aften bestående af fire violiner og to kontrabasser), idet messingblæserne fik lagt sig i en noget høj, tenderende til skinger tone. Særligt violinerne gjorde sig atter positivt bemærkede under ”Paranoid”, aftenens hyldest til ’Mørkets Fyrste’. Det samme kan man dog ikke sige om den unavngivne vokalist: Forestil dig her en discountudgave af Meat Loaf i alt for løse gevandter, der tillige lød som et kuldsejlet projekt signeret af Thomas Blachmann. Her må jeg med skam melde, at hans tilstedeværelse ikke forblev en enlig svale, og at de kluntede pinagtigheder (spoiler alert!) senere ville nå nye højder. Min skuffelse over de vokale mangler stemte på daværende tidspunkt glimrende overens med publikums åndelige fravær. Den flade fortolkning af ”White Wedding”, der i den grad savnede samme nerve og energi, som Billy Idol normalt bibringer, udløste således snakkeklub blandt de omkringstående. Til gengæld var der fuldt fokus, da ”Sweet Child o’ Mine” for første gang udløste unison fællessang – solidt understøttet af scenografien: Et gigantisk dødningehoved på bagvæggen, der som en fjern fætter af ”Eddie the Head” iført horn, mexicansk brydermaske og klaprende tænder svajede rytmisk fra side til side.
Et foreløbigt vendepunkt, der varslede en noget mere vellykket afrunding på den første af to akter. Led Zeppelins udødelige hymne ”Stairway to Heaven” udgjorde for mit eget vedkommende et særdeles betagende bekendtskab med sine sarte strygersekvenser og sin tilhørende dæmpede lyssætning, hvor det dybblå baglys udgjorde en fin kontrast til de separate spots, der fulgte de respektive instrumentale indslag. Angsten for det tavse rum havde atter indfundet sig blandt publikum, der ulykkeligvis endte med at sabotere, hvad jeg vil vurdere til at være aftenens teknisk bedst veludførte hyldest. Spilleglæden blandt orkesterets medlemmer skinnede for alvor igennem på platinvinderen ”Uprising”, der til dato fremstår som den ubestridte bestseller for britiske Muse. Med samme basale grundrytmer, vi finder i blandt andet ”The Beautiful People” (Marilyn Manson) og ”Personal Jesus” (Depeche Mode), udgjorde Rockorkesterets violiner de karakteristiske synth-flader i introen, mens også kontrabasserne og trompeterne satte deres egne små finurlige særpræg. Inden tæppet gik, nåede vi at stifte bekendtskab med aftenens andet vokale indslag, der på en væsentlig mere vellykket note (bevares, uden at nå originalen til sokkeholderne) gav nyt liv til Dolores O’ Riordan fra The Cranberries og ikke mindst gruppens fantomhit fra 1994, ”Zombie”. Besiddende et omkvæd med overkommeligt lixtal kunne salen gå til pause i højt humør.
2. akt: Arvesølv fra de seneste syv årtier
Det siges, at de eneste to ting her i livet, vi altid kan vide os sikre på, er indbetaling til SKAT og vores egen forgængelighed. Helt så drastisk forholder livet foran livescenen sig heldigvis ikke, omend også her gælder to universelle regler: vandladning og genhydrering. Med 15 minutters pause var der således fin mulighed for at efterkomme begge, mens der i forlængelse heraf blev fundet et nyt sted at slå lejr. Det er sjældent, mine 188 centimeter kommer til kort, men gennemsnitshøjden denne aften var noget over det sædvanlige, hvorfor aftenens sidste 45 minutter blev tilbragt et stykke længere fremme. På min nyligt højredrejede position set fra salen kunne jeg således bevidne en af de mest bizarre beslutninger i aftenens sæt: En decideret elendig udgave af ”Bring Me to Life”, der, havde den været overladt i de mestendels orkestralt kyndige hænder, formentlig var faldet ud til den hæderlige side. I stedet meldte ’Meat Loaf’ sig som en inferiør substitut for Paul McCoy (forsanger i det amerikanske rockband 12 Stones), der i 2003 udlånte sin fortræffelige vokal til indspilningen af originalversionen. Der, hvor båndsalaten for alvor blev filtret, var i fravalget af Amy Lees vokalarrangementer. Når man nu havde en kvindelig modpart til rådighed, så begreb jeg ganske enkelt ikke, at man valgte at substituere disse med regulære strygersekvenser. Så hellere fremføre nummeret ren instrumentalt – eller endnu bedre: udelade det helt! Her havde jeg som udgangspunkt hellere set, man i stedet inkluderede til lejligheden fravalgte ”In the End” fra tidligere koncerter. Efter at have bevidnet de verbale voldtægter af Ozzy Osbourne og sidenhen Josh Homme på ”No One Knows” kunne jeg dog ikke undlade at føle en vis lettelse over, at salige Chester Bennington undgik forulempelse på samme skændige vis.
Når vi nu taler om at gå i fodsporene på de største, kommer vi med et koncept som dette naturligvis ikke uden om Metallica og deres udødelige rockballade ”Nothing Else Matters” fra Det sorte album. Her må vi takket være vores finske brødre i Apocalyptica sige, der er tale om et ’proven concept’, omend messingblæserne ved denne lejlighed tilførte nogle nye dimensioner. Aftenens mest medrivende fællessang faldt meget symptomatisk sammen med sættets ’Metusalem’, ”Tainted Love”, oprindeligt indsunget af Gloria Jones anno domini 1965. Samlingens dyrebare kronjuvel, der gennem et utal af fortolkninger har formået at holde sig relevant i henved halvfjerds år. De største glæder viser sig desværre ofte også som de mest flygtige – glimrende eksemplificeret af skrigeskinken, der ud fra samme logiske ræsonnement, som Thomas Edisons angiveligt første 1.999 forsøg på at udvikle den elektriske glødelampe, allerede i første hug viste, hvordan man ikke fortolker Lemmy Kilmister på ”Ace of Spades”. Ikke ulig stearinlysenes vilkårlige blafren i vinden blev denne aften en uforudsigelig rutsjebanetur af store følelser, pinagtige præstationer og en opsætning, der kun momentant indfriede de store løfter, vi var blevet stillet i udsigt. Her bør fremhæves ”Chop Suey!”, der som bekendt har fungeret som altoverskyggende posterfigur for Rockorkesterets forestillinger. Et sandt overflødighedshorn af lydtoppe og nedtonede passager, der gik rent ind over hele halgulvet. En decideret gåsehudsfremkaldende oplevelse at høre samtlige 1.600 mennesker skråle med i enstemmig harmoni. Forvissede om, at ingen gik sultne i seng, blev der for en gang skyld serveret en noget mere appetitlig pålægsanretning i form af ”Killing in the Name”, selvom vores hårdtprøvede ven ganske vist ikke helt fremstod med samme overbevisende autenticitet og attitude som Zack de la Rocha.
Encore: Det havde I virkelig ikke behøvet …!
Når kunstnerne selv er nødt til at opfordre til ekstranumre, så skyldes det ofte en af to ting: Enten har man ikke formået at skabe synergi med sit publikum, eller også har sætlisten været skruet uhensigtsmæssigt sammen. I Rockorkesterets tilfælde hælder jeg overvejende til det sidste. Rammsteins bombastiske univers har flere fællestræk med den klassiske komponist Richard Wagner, hvorfor valget af ”Du Hast” i den grad havde gjort sig fortjent til en mørk symfonisk fortolkning. Her stod kontrabasserne ikke overraskende mest harmonisk i lydbilledet, mens vi fik et fint touch med tværfløjte på den velkendte synth-baserede outro. Til gengæld havde det klædt forestillingen at afslutte med værdighed, men ak ... Jeg køber til fulde præmissen om, at San Francisco-kvartetten med status som det største navn på den internationale rockscene rent undtagelsesvis havde gjort sig fortjent til en ekstra plads på sætlisten. Til gengæld burde man enten ændre sangvalget eller undlade at servere endnu en portion skinke til natmad. Hvis ikke vi allerede var ved at få forstoppelse, så fik vi det i hvert fald, da en noget aparte udgave af James Hetfield manifesterede sig for øjnene af os. Det havde han virkelig ikke behøvet …!
SÆTLISTE (Original kunstner og udgivelsesår)
1. AKT:
Ouverture: Toccata and Fugue i D-mol (Johann Sebastian Bach, 1703-08) – (båndafspilning)
1. Thunderstruck (AC/DC, 1990)
2. Seven Nation Army (The White Stripes, 2003)
3. Paranoid (Black Sabbath, 1970)
4. White Wedding (Billy Idol, 1982)
5. Sweet Child o’ Mine (Guns ‘n’ Roses, 1987)
6. No One Knows (Queens of the Stone Age, 2002)
7. Stairway to Heaven (Led Zeppelin, 1971)
8. Uprising (Muse, 2009)
9. Zombie (The Cranberries, 1994)
2. AKT:
10. Bring Me to Life (Evanescence, 2003)
11. Nothing Else Matters (Metallica, 1991)
12. Tainted Love (Gloria Jones, 1965)
13. Ace of Spades (Motörhead, 1980)
14. Chop Suey! (System of a Down, 2001)
15. The Pretender (Foo Fighters, 2007)
16. Killing in the Name (Rage Against the Machine, 1992)
ENCORE:
17. Du Hast (Rammstein, 1997)
18. Enter Sandman (Metallica, 1991)